Betjente går i protest

Flere betjente i Kalundborg er så utilfredse med arbejdsforholdene, at de søger væk fra politiet. En tillidsmand fortæller samtidig, at flere sager der burde efterforskes, bliver henlagt på grund af personalemangel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere betjente på gaden og bedre service for borgerne. Det var målet for den nye politireform. Men sådan er det ikke gået. Politiet i Kalundborg er under skarp beskydning fra egne betjente, der kritiserer arbejdsvilkår og søger væk fra politiet i frustration.

 - Som forholdene er nu, så bliver der rask væk henlagt sager, som burde efterforskes, siger tillidsmand Preben Nielsen fra politiet i Kalundborg.

Og kritikken bakkes op af flere betjente, som TV2 ØST har talt med. To betjente har nu ifølge tillidsmanden søgt orlov og to andre er på vej med ansøgninger. Det sker i protest mod de forhold politiet har nu. Men kun en af dem har lyst til at stå frem med kritikken i pressen. 

 - Vi har ikke styr på en skid. Som jeg ser det, har vi ikke styr på noget mere, siger politiassistent Stig Thestrup-Jørgensen fra politiet i Kalundborg.

For halvandet år siden gik han på nedsat tid fordi han var træt af forholdene.

Politiet i Kalundborg dækkede tidligere et område fra Røsnæs til Tissø. Fra nytår kom Høng og Gørlev kommuner med i det område, som Politiet i Kalundborg skal dække. Med Høng og Gørlev kommuner kom mellem 37% og 40% flere sager til Kalundborg politi, men der er ikke kommet flere betjente på gaden, siger de lokale politifolk.


Nyhedsoverblik