Bestilte fartkontroller giver få bøder men stor sikkerhed

Foto: TV ØST

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis ordning med bestilte færdselskontroller har været en succes. Den kan dog ikke måles i bøder, men i borgernes tryghed.

Fredag eftermiddag lavede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fartkontrol på Skovhusevej i Stensved. En borger på vejen havde nemlig bestilt ordesmagten til at lægge turen forbi.

- De kører fuldstændig vanvittigt herude. Jeg er nervøs for mine børns liv og levned, siger Mikael Bruun, manden bag bestillingen. 

Som den eneste politikreds i landet, har man de sidste fire måneder kunnet bestille en færdselskontrol til bestemte strækninger hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det har været en stor succes med knap 400 henvendelser, der indtil videre har resulteret i 174 kontroller. 

Antallet af bøder har dog været begrænset, erkender politiet.

- Men hvis man måler på borgernes tryghed har det været en succes, for enten får vi snuppet nogle fartsyndere og sænket hastigheden, eller også får de bekymrede borgere vished for, at bilisterne rent faktisk overholder fartgrænsen, mener Erik Mather, leder af færdselsafdelingen.

I alt fik fem bilister bøde får at køre for stærkt gennem Stensved fredag eftermiddag. Og Mikael Bruun er godt tilfreds med, at politet rykkede ud på hans opfordring.

- Nu ligger det måske i baghovedet på folk, at politiet kan finde på at lave kontrol her på strækningen. Så håber jeg, at de vil tænke sig lidt mere om, siger han.

Ordningen med bestilte fartkontroller fortsætter i foreløbig to måneder. Herefter vil politiet vurdere, om den skal fortsætte.

02:41 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App