Beruset bilist endte i å

En 40-årig bilist kørte tirsdag galt ved Skovvej i Jyderup. Bilen med hans hund ombord endte i en å. Bilisten selv flygtede fra ulykkesstedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet fik meldingen om et uheld ved Skovvejen klokken 18 tirsdag aften. Da de kom til stedet fandt de en forulykket bil i en nærliggende å. Føreren af bilen var dog intet sted at se, og kun en hund var blevet efterladt alene tilbage i bilen.

Med en hundepatrulje fandt politiet hurtigt frem til føreren, der beruset gik rundt på en mark under en kilometer væk fra ulykkesstedet.

Nægtede at kende til uheldet

Den 40-årige mand fra Birkerød nægtede at kende til bilen. Han påstod i stedet, at han bare var ude for at lufte sin hund. Den forklaring holdt dog ikke vand, da han ikke kunne forklare betjentene, hvor hunden i så fald var henne. Politiet anholdt derfor den 40-årige og tog ham med til skadestuen, så han kunne få udtaget en blodprøve.

Da politiet senere fik chancen til at undersøge ulykkesstedet nærmere, kunne de se, at bilisten var kørt over en rundkørsel og havde ramt et betonværk, inden han var endt i åen.

Ingen andre var indblandet i uheldet. Den 40-årige bilist slap med småknubs, og hunden i bilen slap uskadt fra uheldet.


Nyhedsoverblik