Benløse snublede i den femte finalekamp

Danmarksmesterskabet i floorball for herre blev afgjort søndag. I den femte og afgørende finalekamp vandt Rødovre til sidst over Benløse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fyldt hal i Ringsted var med til at bakke op om det unge Benløse hold, som stod i deres første finaleserie.

De fire første finalekampe var endt med to sejre til hvert hold, så vinderen af den femte og afgørende kamp kunne kalde sig danmarksmestre.

Desværre for Benløse afgjorde Rødovre kampen i 3. periode med to kontrascoringer. Derfor må holdet tage til takke med sølv efter et nederlag på 2-0.

- Jeg er skuffet. Vi var et par millimeter fra at vinde, det kunne ligeså godt have været os. Jeg er rigtig, rigtig skuffet, siger Thomas Brodersen, som er træner for Benløse.

Finalerutine

Det var den første finaleserie for Benløse, men for Rødovre var det deres fjerde danmarksmesterskab i træk.

- De har selvfølgelig stået i situationen mange gange, men et eller andet sted er der også noget held over det. De får prikket den først ind og det gør vi ikke. Jeg synes sådan set, det er rimelig jævnbyrdigt i begge ender. Der er også en masse tilfældigheder, men det kan godt være, det er finalerutine, det kan man måske godt sige, siger Thomas Brodersen.

Sølvmedaljerne er dog et skridt op for Benløse, som sidste år fik de bronze.


Nyhedsoverblik