Bedstefar-bande smuglede hash i stor stil

En 66-årig mand fra Ruds Vedby tilstår at være med til at smugle 200 kilo hash. Fem jævnaldrende menes også at have været involveret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi kender jo hinanden fra de glade hippie-dage i 60'erne. Dengang røg vi selv en masse hash, og vi var ikke så bekymrede over det. Sådan var vores indstilling.

Det fortalte den 66-årige mand fra Ruds Vedby, som onsdag i Retten i Helsingør tilstod, at han havde været en af hovedmændene bag indsmuglingen af 200 kilo hash fra Spanien til Dronningmølle i februar sidste år samt 60 kilo fra Spanien til Schweiz i maj sidste år.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den 66-årige, som er beskyttet af udstrakt navneforbud, indtil frist­en for at anke dommen er udløbet om 14 dage, blev i retten for øjnene af to af sine kammerater fra »bedstefar-banden« idømt tre års fængsel. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke.

En af de seks involverede blev i juli sidste år blevet idømt halvandet års fængsel, hvoraf det ene år blev gjort betinget.

Det var til hans bopæl, at de 200 kilo hash blev kørt i en specialkonstrueret trailer med falsk bund. Og her, at de mange kilo blev omlastet i plastickasser, inden de blev kørt over til en genbo på den anden side af vejen, hvor der var etableret et hulrum i væggen til et værelse.

Her blev hashen opbevaret, indtil 100 kilo blev afhentet til videresalg. Den nu dømte samt to danskere, der sidder varetægtsfængslet i Malaga i Spanien, skulle som vederlag for forretningen dele 20 kilo hash mellem sig, som de selv kunne sælge videre.

Den 66-årige er et af seks medlemmer af den aldersmæssigt meget usædvanlige personkreds, som er involveret i den omfattende hash-smugling. Og han spiller sammen med en jævnaldrende kammerat, som sidder varetægtsfængslet i Spanien, en meget central rolle i hash-eventyret, som blev afsløret i maj sidste år. 

Siden den 21. maj sidste år har han siddet varetægtsfængslet.


Nyhedsoverblik