Beboere i Nordbyen: Ikke særligt betryggende

Politiet er tirsdag aften massivt til stede i Nordbyen i Slagelse, fordi unge fyrer fyrværkeri af efter hinanden og andre. En beboer i området kom hjem til raketter, der føg hen ad asfalten, mens en anden har fået skudt fyrværkeri mod sine vinduer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Personer i Nordbyen i Slagelse har godt gang i fyrværkeriet her få dage før nytårsaften. Tirsdag aften er politiet massivt til stede i området, fordi unge fyrer fyrværkeri af efter hinanden og andre.

- Det er ikke særligt betryggende. Jeg kom hjem sammen med en veninde ved 15.30-tiden, og da blev der fyret raketter af ned i jorden og kanonslag og andre ting. Derfor har vi også holdt os inde resten af eftermiddagen og aftenen, siger Ann Nielsen, der har to små børn.

Affyringen af krudtet har stået på igennem en længere periode, men særligt tirsdag aften kulminerer det altså.

- Det er helt ekstremt slemt i dag. De skyder blandt andet med sådan nogle bomberør, og kulgerne har ramt vores vinduer på begge sider her til aften. Det er ikke særligt trygt. De gik heldigvis ikke i stykker, men vores børn er bange, og vores hund på et halvt år tissede på gulvet, fortæller Pernille Roager Andersen.

Spærret inde i eget hjem

Alene i dag tirsdag har hun ringet tre gange til politiet, og også Ann Nielsen har flere gange meldt det til politiet, når hun syntes, det blev for voldsomt, men hun føler ikke, det hjælper ret meget.

- De siger bare, at de har masser af patruljer i området hele tiden. For to minutter siden, så jeg en politivogn køre forbi, men jeg forventer ikke, at det stopper af den grund, siger hun.

Nytårsaften tager hun væk med børnene, fordi hun forventer, at det kun bliver værre med affyringen fra nu af. Pernille Roager Andersen forventer heller ikke, at tingene aftager de næste par dage, men de har valgt at blive hjemme og holde nytår.

- Vi må bare holde os indendøre. Vi skal i hvert fald ikke ud, hvis det er sådan her. Men sådan har det generelt været siden den 23./24. december. Efter mørkets frembrud går vi ikke ud. Jeg har oplevet en dreng helt bevidst skyde kanonslag efter min datter og mig, så vi tør ikke gå ud, og vi kan heller ikke komme ud og lufte hunden. Det er forfærdeligt at skulle være spærret inde i vores eget hjem, siger Pernille Roager Andersen.

Stadig i gang

Politiet skriver tirsdag aften klokken 18.45 på sin Twitter-profil, at de arbejder på højtryk i Nordbyen og opfordrer folk til at holde de unge mennesker hjemme. Vagtchef Søren Østervig siger, at det har lagt en dæmper på tingene, at de er til stede i området, men helt slut er det langt fra.

- Lige som vi sidder og taler nu, kan jeg høre, de stadig fyrer af. De er bare rykket lidt længere væk, og i morgen møder de garanteret talstærkt op igen, siger Pernille Roager Andersen.


Nyhedsoverblik