Beboer død af rensepinde i mave

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

1 af 2

En multihandikappet mand på det kommunale bosted Tornhøj i Jyderup mistede for to år siden livet. Se indslag i bunden af artiklen.

Beboeren døde efter han fik fire mundrensepinde ind gennem munden og ned i tyndtarmen, som forårsagede tarmslyng. Den afdøde var multihandikappet og kunne ikke selv bevæge sine arme. Politiet har tidligere undersøgt sagen, men ingen har kunnet forklare, hvordan rensepindene kunne ende der.

Men nu står fem tidligere medarbejdere frem på TV2 ØST og fortæller, at det var helt normalt på bostedet, at man puttede rensepinde med kaffe eller anden væske på ind i munden på beboerne, så de kunne sidde med dem.

Det var den 28. juni 2012, at 36-årige Silas Adolfsen blev indlagt med mavesmerter og kaffegrumslignende opkastninger på Holbæk Sygehus. Under operationen fandt læger de 4 mundrensepinde.

Sygehuset kontaktede efter dødsfaldet politiet, som fik en forklaring fra ledelsen på Tornhøj. Her forklarede ledelsen:

"Silas var stærkt spastisk lammet og ville på ingen måde selv kunne have indtaget mundrensepindene. Der er intet, der tyder på, at bostedets ansatte har handlet forkert. Der er dog heller intet i undersøgelsen, der kan forklare, hvordan de fire mundrensepinde er endt i tyndtarmen på Silas"

Medarbejdere: Vi lod beboerne sidde alene med dem i munden
Fem tidligere medarbejdere står nu frem på TV2 ØST med en forklaring på, hvordan mundrensepindene kan være endt i maven på den multihandicappede mand. Ifølge dem blev pindene ikke kun anvendt til at rense mund med.

 - Der var nogle, der brugte dem til at putte kaffe på og så sætte dem i munden. Så er man muligvis gået og har ikke tænkt på bagefter, hvor pinden blev af, siger tidligere medarbejder Heidi Tørning til TV2 ØST

 - Man gør det jo i en god mening. Så kommer man nok til at smutte fra beboeren, siger Charlotte Lund, som også er tidligere medarbejder.

 Alle fem medarbejdere, som står frem på TV2 ØST, fortæller, at de har fundet glemte mundrensepinde i mund eller hals på andre beboere på Tornhøj.

Kommune: Vi fandt ingen forklaring 
Holbæk Kommunes socialchef mener, at kommunen har gjort hvad den kunne for at opklare, hvordan rensepindene endte i den multihandikappede mands mave.

 - Vi brugte rigtig meget krudt på at finde ud af, hvordan  i al verden det kunne være sket. Vi fandt ikke nogen forklaring - desværre - og derfor er jeg rigtig glad for, at politiet vil kigge på sagen en gang til.

Og Jan Christensen afviser de tidligere medarbejderes udlægning. Han mener ikke, at rensepindene blev brugt til beboere som Silas Adolfsen.

- Man brugte dem helt individuelt i forhold til de forskellige borgere. Nogle borgere havde glæde af og kunne selv håndtere dem. Det er sådan, at hvis man ikke har armfunktion, ja så kan man ikke selv håndtere dem og derfor var det heller ikke sådan, at en borger, der ikke kunne håndtere det, blev efterladt med de her swaps (mundrensepinde red.). Men vi gjorde alligevel det, at vi bagefter den her meget ulykkelige situation indskærpede, at man ikke måtte bruge swaps andet end under 100 % opsyn, forklarer Jan Christensen.

Politiet undersøgte i 2012 sagen, men vil nu gå ind i den igen, efter at de har hørt om den gennem TV2 ØST.

 

11:47 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App