Båd kæntrer nær Møn: Mand reddet med helikopter

Tre børn og to andre voksne, der var ombord på den tre meter lange jolle, blev reddet i land af lokale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand er fredag aften blevet reddet op af vandet ved Tærø sydøst for Vordingborg, efter at hans båd var kæntret. Det oplyser Søværnets Operative Kommando

Manden var sammen med fem andre personer - herunder tre børn på tre, ni og tolv år - ude at sejle, da båden sank mellem Møn og Tærø.

Mens børnene sammen med en kvinde og en mand blev ved båden, svømmede den nu reddede mand efter hjælp.

- Dem, der blev ved båden, blev hurtigt reddet, da der var nogen, der hørte dem inde på land. Fra Møn-siden sejlede de ud og hentede dem og fik dem ind på Tærø, siger den vagthavende officer ved SOK.

- Men den voksne - han forsvinder. Ham er vi ude at lede efter med redningsbåde og helikopter og finder ham ret hurtigt. Han er lidt forkommen og blev fløjet ind til Rigshospitalet, men er ifølge politiet uden for livsfare..

SOK modtog meldingen om kæntringen klokken 21.27. Allerede klokken 22.12 var operationen afsluttet.

Vagtlederen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller at de to voksne og tre børn blev kørt til tjek på det lokale sygehus. Den tre meter lange jolle ligger stadig med bunden i vejret ved Tærø.

De tre voksne og tre børn kommer fra Askeby på Møn.

/ritzau/


Nyhedsoverblik