Avis: Regning for Roskilde Bank-krak kan eksplodere

Foto: TV ØST

De stævnede i sagen om den kollapsede bank risikerer at skulle betale ekstraregning på over en halv milliard.

De stævnede i sagen om Roskilde Banks kollaps risikerer at blive pålagt en ekstra erstatning på mere end 560 millioner kroner, når der afsiges dom i 2017.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Baggrunden er de mere end syv år, der til den tid er gået, fra Finansiel Stabilitet afleverede sin stævning med et krav om en erstatning på én milliard kroner mod bankens tidligere ledelse og revisionsselskabet Ernst & Young.

Tidligere bestyrelsesmedlem: Helt absurd

Fra den dag er beløbet vokset med den såkaldte procesrente, der i dag afregnes til otte procent over Nationalbankens udlånsrente. Det svarer ifølge Finans' beregninger til en renteregning på mere end 560 millioner kroner.

- Det er helt absurd. En syn- og skønsrapport har efter min overbevisning på forhånd frikendt revisionen. Hos resten af de indstævnede vil man højst kunne hente 20 millioner kroner. Alene sagsomkostningerne løber op i 150 millioner kroner. Det giver ingen mening, siger Ib Mardahl-Hansen, der som tidligere bestyrelsesmedlem i Roskilde Bank er blandt de stævnede.

Kører sag i syv ud af 12 tilfælde

Hos Finansiel Stabilitet er direktør Henrik Bjerre-Nielsen uenig i Mardahl-Hansens synspunkter.

- Vi rydder op efter finanskrisen. Og hver gang en bank er gået ned og overtaget af os, har vi gennemført en advokatundersøgelse for at vurdere, om der er grundlag for at gennemføre sager om erstatningsansvar mod den tidligere ledelse og revision, siger Henrik Bjerre-Nielsen til Finans og uddyber:

- Vi har overtaget 12 banker, hvor de tilhørende advokatundersøgelser har anbefalet, at vi kører sag i de syv af dem. Og det gør vi så.

Erstatningssagen begynder 16. november ved Østre Landsret.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App