90,9 procent er det magiske tal, og bag det gemmer sig den højeste stemmeprocent i TV2 ØSTs sendeområde. Oven på lidt over 2 ugers Stem Nu kampagne drog to reportere og en fotograf naturligvis mod Askø og Lilleø i Lolland Kommune for at hylde de seje øboere.
De blev fejret med borgmesterstang og champagne, og det var glade beboere i Askø-Lilleø valgkreds, der kunne nyde sejrsgodterne.
- Jeg er rigtig stolt over, at vi havde så høj en stemmeprocent, lød det fra Anni Sørensen, som sammen med øfællerne lovede, at de om 4 år går efter en stemmeprocent på 100 procent.
Økamp om stemmerne
Ved kommunalvalget for 4 år siden fik Askø-Lilleø valgkreds den næsthøjeste stemmeprocent i sendeområdet - kun overgået af Sejerø i Kalundborg Kommune, så nu er der for alvor lagt op til øfight om stemmerne næste gang.
Høje stemmeprocenter i alle kommuner
Det er dog ikke kun øboerne, der kan være tilfredse. Borgerne i Vordingborg Kommune kan klappe sig selv og hinanden på skuldrene efter valget. Vordingborg Kommune blev nemlig topscorer i vores område med en stemmeprocent på 75,84.
Men alle kommuner var med til at gøre det rekordlave landsgennemsnit fra valget i 2009 til skamme. I Næstved Kommune steg stemmeprocenten for eksempel med hele 10 procentpoints fra sidste valg fra 64,5 til 74 procent.
I aftenens udsendelse klokken 19.30 kan du se Askø-Lilleø-borgerne blive fejret.