Eventyret om Askepot

Foto: TV ØST

Skuespiller og instruktør Kenneth Branagh er manden bag Walt Disneys filmatisering "Eventyret om Askepot".

For de få, der endnu ikke ved det, så er historien om Askepot den om den unge og smukke Ella, hvis far gifter sig igen efter Ellas mors tragiske død. I håbet om at kunne blive lykkelig igen, gifter faren sig med en enke, som har to døtre. Da Ellas far uventet dør, er hun ladt tilbage med sin grusomme stedmor og stedsøstre, der begynder at udnytte hende som deres tjener. Ellas huslige gøremål gør, at hun altid er beskidt og dækket af aske, hvorfor hun får tildelt kaldenavnet Askepot. Men alt håb er ikke tabt, for en dag møder hun en ung mand i skoven, der præsenterer sig som ansat i kongens palads. Det viser sig, at denne unge mand faktisk er prinsen af kongeriget! Og han er så betaget af den smukke pige, at han forsøger at møde hende igen og indkalder derfor til et offentligt bal. Det lykkes så den miserable, men smukke, Ella at blive til prinsesse for en aften ved hjælp af en smule magi fra en god fe. Da klokken slår midnat, bliver Ella forvandlet tilbage til at være sig selv igen, og det eneste prinsen har tilbage af sin "prinsesse" er en glassko, som han håber, vil hjælpe ham med at finde frem til hende blandt de mange ungmøer i kongeriget..

I rollen som Askepot ses den unge Lily James (Downton Abbey), prinsen på den hvide hest spilles af Richard Madden (Game of Thrones), og de onde stedsøstre spilles af hhv. Holliday Grainger (The Borgias) og Sophie McShera (igen Downton Abbey). Det er næsten en selvfølge, at Tim Burtons frue Helena Bonham Carter spiller den gode fe, mens veteranerne Derek Jacobi og Stellan Skarsgård ses i rollerne som konge og hertug. Der er således masser af ungt og gammelt stjernestøv over denne film, men intet bemærkelsesværdigt skuespil bortset fra Cate Blanchetts. Hun har den mest alsidige karakter og velspillede rolle af dem alle som den onde stedmor, der vil gøre livet umuligt for Askepot. Blanchett er fremragende i sin inkarnation af en blanding af Bette Davis/Marlene Dietrich-lookalike-skurk og er episk ligesom Glenn Close var det som Cruella deVille i 101 Dalmatinere.

Kenneth Branagh, som nok er mest kendt herhjemme for sin rolle som Kurt Wallander i den engelske serie om den svenske politiinspektør, har begået en 1:1-filmatisering af Disneys klassiker Askepot. Og når Disney selv står bag produktionen, så er det måske ikke så underligt, at de har valgt at kopiere formlen på succes fremfor at finde på nyt at injicere i den. Men når nu det er sådan, så er det ærgerligt, at de gamle Askepot-ørehængere ikke er anvendt til at komplimentere den flotte produktion, sødmen og pastelfarverne.

Eventyret om Askepot er klassisk Disney, nemlig cheesy fra start til slut med masser af naive karakterer og den evige sukkersøde fortælling om prins og prinsesse. Filmen er endda liiidt for lang til, at jeg tror, den kan holde sit unge publikums koncentration fangen. Derfor kan man blive lidt i tvivl om filmens målgruppe egentlig er børn eller snarere voksne nostalgikere?

KultuNaut, Christina Chen Dynesen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App