Arkæologisk fund på Lolland hitter over hele verden

Foto: TV ØST

Internationale medier viser stor interesse for den oldgamle Thors Hammer, der blev fundet af en amatørarkæolog i foråret.

Det er de store, internationale medier som både Discovery News, den britiske avis Daily mail og den chilenske avis La Tercera, der i øjeblikket skriver om et meget lokalt fund på Lolland.

Helt nøjagtigt er der tale om Thors hammer, som amatørarkæolog Torben Christiansen fandt med sin metaldetektor på det nordvestlige Lolland ved Købelev i foråret.

Verdenspressen er siden fulgt med og er tilsyneladende intet mindre end begejstret for hammeren med runer på.

Ifølge Nationalmuseet begyndte det hele sidst i juni, da internettidsskriftet Past Horizons og en række andre bloggere skrev om hammeren.

 - Mere end 16.000 gange er Past Horizons historie blevet delt på Facebook. Det internationale videnskabssite Discovery News, som blandt andet står bag Discovery Channel, har kontaktet Nationalmuseet og vil bringe historien. Det samme gælder en chilensk avis, som har henvendt sig til Museum Lolland-Falster for flere oplysninger om fundet, skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Også på YouTube er der lavet video med hammeren, som er blevet set af flere tusind brugere.

Der er med sikkerhed tale om en hammer tilbage fra vikingetiden. Runeinskriptionen på det mere end 1.000 år gamle fund lyder nemlig: ”Dette er en hammer.”

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App