Arenaen i Næstved lukket på grund af snevejr

Allerede søndag måtte det første arrangement i den nye og dyrt opførte Arena i Næstved aflyses.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom Næstved slap billigt i forhold til andre områder på Sjælland, så fik weekendens snevejr betydning for det, der skulle have været kulminationen på flere dages åbent hus i Næstveds nye sportsarena.

Sponsorarrangement aflyst

I forbindelse med lokalopgøret i 1. division mellem Næstved og FC Vestsjælland skulle 300 sponsorer have været samlet til spisning i den nye lounge med udsigt over stadion. Det arrangement måtte aflyses i sidste øjeblik, da sneen skabte tvivl om sikkerheden i hallen.

- Vi havde observeret en konstruktion i taget, som gav risiko for en hel del vand i hallen, hvis sneen smeltede. Det eneste, der ikke måtte ske, var, at der faldt sne, og det gjorde der så desværre, siger halinspektør Kim Petersen til Sjællandske.

Var opmærksomme på problemet

Ifølge ham, så er problemet ikke noget, der kommer bag på folkene bag arenaen. Problemet skulle være løst i starten af denne uge. Forhåbningen var bare, at man kunne gennemføre de første arrangementer uden den sidste afstivning af loftet. Men den gik altså ikke.

- Så det er selvfølgelig brandærgerligt for alle parter, at sneen ikke kunne vente til næste uge. Det var ikke sådan, at der havde været fare for VM, hvis den havde ventet, siger Kom Petersen med henvisning til, at der skal spilles VM i håndbold i hallen i december til Sjællandske.

Borgmesteren ærgerlig over aflysning

En af dem, der skulle have været til arrangementet er Næstved-borgmester Carsten Rasmussen. Hans kommune har hjulpet hallen økonomisk med et tocifret millionbeløb af flere omgange. Alligevel kan det, at hallen ikke var helt færdig til åbningen ikke få ham op i det røde felt. Men han var træt af situationen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der er nogle tekniske detaljer, der gør, at vi ikke kan komme ind fordi vejret og vinden går lidt imod os i forhold til at vi skulle have været derinde i dag. Så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger han til TV ØST.


Nyhedsoverblik