Arbejdstilsynet giver straks-påbud efter dødsulykke

En fatal arbejdsulykke på Tølløsebanen får nu arbejdstilsynet til at give to straks-påbud til virksomheden Lokalbanen A/S.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overtrædelser af arbejdsmiljøloven var højst sandsynligt en af grundene til, at en 54-årig mand mandag den 28. september afgik ved døden efter at være påkørt af et tog på Tølløsebanen.

Det fortæller Arbejdstilsynet, der onsdag var på besøg på ulykkesstedet for at undersøge omstændighederne bag den fatale ulykke.

- Ved besøget konstaterede vi, at der har været overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Og som vi vurderer det, så har de været en del af grunden til, at det gik, som det gjorde. Derfor har vi nu udstedt de her to straks-påbud til virksomheden, siger Charlotte Hougaard, tilsynschef ved Arbejdstilsynet.

Tilsynschefen vil ikke gå nærmere ind i de konkrete omstændigheder, der første op til dødsulykken, men hun fortæller, at de to påbud betyder, at virksomheden nu "skal sikre tilstrækkelig planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet" samt "sikre at medarbejderne er tilstrækkeligt instrueret i arbejdet".

Den dræbte arbejdede ifølge TV ØST oplysninger som sikringsmand for en gruppe asfaltarbejdere, der arbejdede på jernbaneoverskæringen ved Merløsevej. Han blev tilsyneladende påkørt bagfra af toget.

Arbejdstilsynet er kommet frem til påbuddene efter at have talt med de personer, der var til stede under ulykken, ligesom også de ansvarlige ledere er blevet interviewet.

- Vi var i første omgang ude på stedet dagen efter ulykken. Men til deres ros, så havde virksomheden her sikret sig, at der var psykisk førstehjælp til de, der var til stede derude. Så derfor afsluttede vi først vores undersøgelse på stedet i går, siger Charlotte Hougaard.

De to påbud skal efterleves med det samme. Ifølge Arbejdstilsynet er det op til virksomheden selv at beslutte, hvordan de vil gennemføre ændringerne.


Nyhedsoverblik