Kærlighed til Lolland

For 3.5 år siden flygtede Aram Suleiman til Danmark. Han har lært at tale dansk, fundet en dansk kæreste, og i dag åbner han sit eget møbelsnedkeri på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I værkstedet står flere gyngestole, et spisebord og spisestole. Alt sammen håndværk lavet af Aram Soleiman i Nørreballe på Lolland. I dag kunne han slå dørene op til sit helt eget møbelsnedkeri. 

- Det er helt fantastisk. Det er min drøm, siger Aram Soleiman, imens han rytter det sidste op, inden snedkeriet endeligt åbner.

Igennem flere generationer har han og hans familie arbejdet med møbler og træ i Kurdistan. Derfor ligger ideen om eget snedkeri ikke helt fjern. 

Vejen til dagens åbning har dog været lang. Aram Soleiman har flere gange måtte flygte, først fra Kurdistan og senere hen fra Grækenland. For 3.5 år siden kom han så til Danmark. Efter tre måneder fik han opholdstilladelse og flyttede til Løgstør. Noget der skulle vise at blive det helt rigtige. Han mødte nemlig en pige, der var på ferie i byen.

- Det var dejligt vejr, og så kommer der sådan en smuk mand travende hen ad strandpromenaden. Vi lægger mærke til hinaden, og så var det vel kærlighed ved første blik, tror jeg, siger Randi Kofoed Jørgensen, der i dag danner par med Aram Soleiman.

De er nu flyttet hjem til Randi Kofod Jørgensens hjemstavn og tæt på hendes familie på Lolland. Det har haft stor betydning for Aram Soleiman.

- Jeg føler mig ikke ensom mere. Før tænkte jeg nogle gange, hvad skal jeg gøre i Danmark. Jeg er meget ensom. Jeg har ikke noget familie. Men det har jeg nu. Det er fantastik, siger han.

Nu har han så fået lov at leje et værksted af Johannes Steen, der er en ven af familien. Han så fra start et stort potentiale i Aram Soleiman.

- Jeg synes det er spændende, den måde han kan lave møblerne på. Det er håndværk, der er gledet ud. Vi står ikke og laver sådan nogle ting mere, så derfor synes jeg, det ville være en god chance, siger Johannes Steen, der er tømrermester i Nørreballe.

I dag gik drømmen så i opfyldelse, da Aram Suleiman kunne åbne Designsnedkeriet. Og selvom han kun har været på Lolland i et par måneder, føler han sig allerede hjemme.

- På kurdisk siger vi, at man kommer der fra, hvor pigen kommer fra. Så nu kommer jeg fra Lolland. Jeg er lollænder, siger han grinende.

Hvis man vil se mere til Aram Suleimans møbler, kan man besøge http://designsnedkeriet.eu/.

 


Nyhedsoverblik