Risikoen for at få en fartbøde øges markant fra 1. februar. Det fortæller P4 Sjælland.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi sender fire gange så mange fotovogne ud at arbejde i forhold til hidtil, så antallet stiger fra fire til 16. De syv kommer til Sydsjælland, Lolland og Falster, mens de ni skal stå i Midt- og Vestsjællands politikreds.
Initiativet sker for at dæmme op for de mange færdselsulykker, der sker, hvor folk kommer alvorligt til skade, lyder det fra leder af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis færdselsafdeling, Erik Mather, der afviser, at der er et økonomisk incitament til at gøre det.
- Om der kommer 100.000, 200.000, 300.000 eller mere i statskassen på grund af fotovogne er ikke relevant set fra min stol. Jeg er interesseret i at øge trafiksikkerheden, siger han.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik skyldes fire ud af 10 ulykker for høj fart, og i rådet er man glad for initiativet.