Antallet af fartsyndere er faldet markant

På fem år er antallet af fartsyndere faldet med en tredjedel, når der tages højde for antal timers fartkontrol

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hver gang politiets fotovogne i 2005 var på arbejde i en time, blev 15,1 bilister taget i at køre for stærkt. Sidste år var der hver time kun 9,4 fartsyndere, der gik i politiets fotofælder.

Det er et fald på godt 37 procent skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Politiinspektør Allan Nyrring, der er leder af Politiets Nationale Beredskabsenhed herunder Det Nationale Færdselscenter, er godt tilfreds:

- Tallene viser, at der er i dag er langt færre, som overskrider hastighedsgrænserne. Det er samtidig glædeligt, at vi sidste år med et foreløbigt tal på 263 trafikdræbte fik det laveste antal dræbte, siden man i 1930'erne indledte målingerne, lyder det fra Allan Nyrring.

I Rådet for Sikker Trafik er dokumentationschef Jesper Sølund begejstret for, at gennemsnitshastigheden er faldet på stort set alle vejtyper. Det bekræftes også af Vejdirektoratets hastighedsbarometer.

- Når man sammenligner med med 2005 er hastighederne især faldet i vintermånederne, konstaterer Jesper Sølund over for Jyllands-Posten.

I december 2005 var farten i byerne 50,8 km/t, mens den i december sidste år blot var 46,5 km/t.

I 2005 fik 293.846 fartsyndere en bøde efter at være blevet afsløret af poliets automatiske trafikkontrol, ATK. Det tal var sidste år faldet til 228.184, selv om politiet var ude med fotobilerne 25 procent flere timer end i 2005..

/ritzau/


Nyhedsoverblik