Anklager vil fordoble straf for bombetrusler mod Lalandia

Den unge mand, som tre dage i træk sidste år truede Lalandia med bomber, er torsdag i Højesteret, hvor anklageren går efter minimum at fordoble hans straf.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Straffen til den unge mand, som sidste år fremsatte hele tre bombetrusler tre dage i træk mod Lalandia i Rødby, skal skærpes væsentligt. Det mener anklageren i sagen, som i dag torsdag er for Højesteret.

15., 16. og 17. august sidste år modtog feriecenteret bombetrusler per brev, og det kom efterfølgende frem, at det var den dengang 18-årige mand, som stod bag. Han arbejdede på stedet og bildte blandt andet politiet ind, at han havde set en mistænkelig person og også fundet en tabt nøgle i centeret.

Tik, tak, tik, tak, dø!

På tredjedagen blev han selv anholdt i sagen. Først nægtede han sig skyldig, men efter at være blevet præsenteret for skriftsammenligninger af truslerne og andre ting, han havde skrevet, tilstod han i byretten at stå bag. Blandt andet stod der i brevene 'Det sker igen. Ingen ved hvornår. Tik, tak, tik, tak, dø!', fortæller anklager Jens Røn i Højesteret.

Tiltalte forklarede i byretten, at han gerne ville vise ledelsen, at han kunne håndtere en krisesituation og hjælpe til med at evakuere folk.

Kostede 530 politi- og redningsfolkstimer

I Retten i Nykøbing Falster fik han en dom på 60 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste, mens Østre Landsret skærpede den til fængsel i tre måneder, hvoraf den ene skulle være ubetinget. Derudover blev antallet af timer til samfundstjeneste hævet til 60.

Det er dog stadig ikke nok, og anklageren vil nu have sagen prøvet ved Højesteret.

I påstandsdokumenterne understreger anklageren blandt andet, at truslerne skete tre dage i træk, og at tiltalte i hvert fald anden og tredje gang må have kendt konsekvenserne af sine handlinger. Samlet kostede de tre episoder et betydeligt ressourceforbrug for politiet, der i alt brugte 500 timer på opgaverne, og redningsmandskabet, som brugte 30 timer. Derudover blev omkring 4000 gæster berørt af situationen, og Lalandia mistede 435.000 kroner i blandt andet omsætningstab, ekstra lønudgifter og erstatningsferier. Et beløb som den tiltalte skal betale.

Anklageren lægger også vægt på tiltaltes forsæt og henviser desuden til, at trusselsbilledet i Danmark generelt er blevet mere alvorligt blandt andet efter angrebet på Norge i 2011. I et af brevene henviste tiltalte til Allahs vrede, og det er at udnytte den frygt, der er for terror i Danmark i øjeblikket, mener anklageren. Han kalder sagen alvorlig og vil have straffen skærpet til otte til ni måneders fængsel og i hvert fald mindst seks måneder. Han tilføjer, at noget af straffen kan gøres betinget på grund af tiltaltes gode, personlige forhold.

Forsvarer går efter byrettens dom

Ikke overraskende er den unge mands forsvarer ikke enig i den påstand. Han mener, at dommen fra byretten skal gælde - alternativt at landsrettens dom stadfæstes og afviser, at det i den her sag er relevant at henvise til angrebet i Norge og den aktuelle terrortrussel mod Danmark.

Han mener heller ikke, at myndighedernes ressourceforbrug kan stå uprøvet som grund, da der ikke bliver lavet nogen præcis time- eller sagsregistrering. Forsvareren nævner også tiltaltes gode personlige forhold, som at han sidste år blev student med et usædvanligt godt resultat, at han har nyt arbejde, planer om værnepligt og uddannelse i år og næste år, har haft fast kæreste gennem halvandet år, og at sagen, som også har budt på varetægtsfængsling i 17 dage, har haft store konsekvenser for ham.

Tiltalte: Jeg har mistet venner og tre jobs

Selv havde den unge tiltalte følgende afsluttende bemærkning til sagen:

- Når jeg står her og kigger tilbage på det seneste år, så er der ingen tvivl om, at jeg har lavet noget, der er ualmindeligt dumt. Det har også haft konsekvenser for mig. Jeg har søgt ind på uddannelser, som jeg ikke har kunne påbegynde, jeg har mistet venner, og jeg har mistet tre jobs. Det i sig selv burde være straf nok. Jeg mener også, jeg skal straffes for det, jeg har gjort, men jeg blev både straffet i byretten og i landsretten. Jeg synes, man har ramt et niveau, der er fair. Jeg har fået to chancer for at komme ind på en videregående uddannelse, men denne sag har sat en stopper for de planer. Det håber jeg, I vil tænke over.

Han afdrager lige nu på sin gæld til Lalandia med 500 kroner om måneden.

Højesteret tog hul på sagen torsdag klokken 9. Der falder dom næste fredag.


Nyhedsoverblik