Anklager vil have dømt falckredder fængslet nu

Det vækker harme hos anklager Jeanette Wincentz Andersen, at en nu voldtægtsdømt tidligere falckredder er sat på fri fod efter domsafsigelsen i fredags.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 40-årige tidligere falckredder, som fredag blev dømt for voldtægt af en 17-årig pige, skal i fængsel. Det mener anklager i sagen Jeanette Wincentz Andersen, skriver Sjællandske.

Voldtægten fandt sted 1. september sidste år, da den 40-årige daværende falckredder sammen med en kollega hentede den 17-årige pige i Sneslev Forsamlingshus og skulle køre hende til Slagelse Sygehus. Hans kollega kørte bilen, mens pigens veninde sad på passagersædet, og den 40-årige var omme bagi ambulancen med den unge pige, der er blevet beskrevet som bevidstløs, fordi hun var så påvirket.

Troede på pigen

I retten forklarede han, at det var pigen selv, der lagde op til sex, men Retten valgte at lægge vægt på pigens forklaring og sagens tekniske beviser og idømte ham 1 års fængsel.

Læs også: 1 års fængsel til tidligere falckredder

Til gengæld valgte dommeren ikke at imødekomme anklagerens anmodning om at varetægtsfængsle ham, og det fik Jeanette Wincentz Andersen til at kære kendelsen.

Afgørelse efter påske

Hun regner med, at landsretten vil tage stilling til kæreskriftet efter påske.

- Jeg mener, at 1 års fængsel er så langvarig en straf, at det ikke er ualmindeligt af anklagere at kræve den dømte fængslet efter dommen, også selv om vedkommende skulle have anket. Og min påstand er, at det er stødende for retshåndhævelsen, at en voldtægtsforbryder løslades efter dom, men dommeren havde en anden holdning til det spørgsmål. Nu må vi se, hvad landsretten mener, siger Jeanette Wincentz Andersen til avisen.

Dommeren har begrundet sin afgørelse med, at sagen ligger langt tilbage, og at der ikke er begrundelse nok for at varetægtsfængsle ham. Den 40-årige tidligere falckredder har anket dommen på 1 års fængsel til frifindelse.


Nyhedsoverblik