Anholdt for knivstikkeri (Video)

På baggrund af præcise vidneudsagn og en hurtig indgriben fra politiet lykkedes det at anholde gerningsmanden til kniv-overfaldet i Alléen over for Shell-tanken i Sorø kun et par timer efter det skete.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er tale om en 17-årig ung mand fra Sorø, og også hans 18-årige kammerat, der var til stede under slagsmålet, blev anholdt.

De øvrige implicerede var en 21-årig og en 22-årig mand, der begge blev stukket med kniv af den 17-årige. Det skriver Sjællandske.

Og selvom denne kun delvist har erkendt forløbet, så blev han tirsdag ved retten i Næstved varetægtsfængslet for foreløbig to uger.

Den 17-årige bliver sigtet efter paragraf 245, der omhandler vold af særlig grov og farlig karakter. Hans 18-årige kammerat blev løsladt efter grundlovsforhøret, skriver Sjællandske.

Både den 17-årige og den 18-årige er mere end almindeligt godt kendt af de sociale myndigheder i Sorø Kommune, og det er en dybt frustreret SSP-konsulent Mogens Schwensen, der må konstatere, at der nu igen har været et slagsmål med brug af knive i lokalområdet.

- Vi bruger simpelt hen så meget tid på at snakke med de her unge og blandt andet prøve at forklare dem, hvor dybt åndssvagt det er, når de render rundt med de knive, siger han til Sjællandske.

Både den 17-årige og den 18-årige var angiveligt påvirkede af både alkohol og hash under knivstikkeriet, og det overrasker ikke Mogens Schwensen.

- De har begge et stort forbrug af hash, som vi flere gange har forsøgt at få dem ud af. Men når de ikke selv er interesserede i at stoppe misbruget, så er det desværre begrænset, hvad vi kan gøre, siger han.

[video:video_mangler:091209_knivstikker.flv]


Nyhedsoverblik