Anholdelse af spritbilist endte i spark og peberspray

En 29-årig mand var utilfreds med at blive anholdt for spritkørsel, så han vred sig fri af håndjernene, sparkede en betjent og måtte standses med peberspray.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det endte noget voldsomt, da en 29-årig mand fra Kalundborg søndag aften blev anholdt for spritkørsel. Flere trafikanter havde anmeldt til politiet, at en bil kørte noget hasarderet på Vestmotorvejen ved Sorø.

Umiddelbart efter kørte bilen af motorvejen ved Slagelse, og politiet fandt frem til den på Skælskørvej i Slagelse, hvor den var kørt ind i et helleanlæg.

Håndjern og peberspray

Føreren var ikke umiddelbart kommet noget til, men lugtede af alkohol. Det var en 29-årig mand fra Kalundborg, og han ville ikke lige medvirke til en alkometertest, og derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i påvirket tilstand.

Den 29-årige blev kørt til politistationen i Slagelse, men undervejs lykkedes det ham at vride sig fri af de håndjern, han havde fået på, og sparke en betjent i brystet. Betjentene måtte bruge peberspray for at få ro på den 29-årige, som blev sigtet for vold mod politiet og for at lægge hindringer i vejen for politiet.

Han blev løsladt igen klokken 5.05 efter afhøring.


Nyhedsoverblik