Røde Kors om teltlejr: Trist og forargeligt

Foto: TV ØST

Asylansøgere skal bo i teltlejr i Næstved, selvom Røde Kors har plads på asylcentrene. Det forarger generalsekretæren i Dansk Røde Kors.

Fredag ankom 41 nye asylansøgere til teltlejren i Næstved. At de 41 mænd skal bo i teltlejr, når nu Dansk Røde Kors har plads i deres asylcentre, forarger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors.

Læs mere: Asylansøgere ankommer til teltlejr

I et facebookopslag, der på få timer er blevet delt af flere tusinde, skriver han:

- Jeg er trist og foraget. Udenfor mit vindue sner det - og det er koldt. I dette øjeblik køres asylansøgere til en ny TELT-lejr i Næstved, hvor de skal opholde sig på ubestemt tid. Det til trods for at der er hundredevis af pladser på asylcentrene - pladser der er betalt for og som pt ikke bruges. Det er ikke bare spild af penge men også menneskeforagt. Nu må det snart være slut med at ydmyge medmennesker for at sende signaler.

Lær mere: Asylansøgere får varm velkomst i Næstved

Omkring middag fredag ankom 41 mænd som de første asylansøgere til teltlejren i Næstved. Teltlejren har plads til i alt 400 asylansøgere.

Se video: Sådan ser der ud i teltlejren i Næstved

200 pladser indendørs

Ifølge Anders Ladekarl har Røde Kors i hvert fald 200 ledige pladser under almindeligt tag. Pladser, der vel at mærke allerede er betalt for. Derudover melder flere kommuner om ledig kapacitet.

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, forklarer til TV 2, at det skyldes, at regeringen gerne vil være sikker på at have plads nok under tag til børnefamilier. Hvis der altså pludselig skulle komme mange af dem til landet, skriver Ritzau.

Det argument giver Anders Ladekarl ikke meget for.

- Hvis der kommer børnefamilier, er jeg sikker på, at vi finder plads til dem, siger han.

- Vi kan sagtens håndtere den udfordring, der er, i det eksisterende system. Vi behøver ikke have adskillige hundrede pladser til rådighed, hvis der skulle komme en enkelt børnefamilie.

Regeringen regner med, at der kommer 25.000 asylansøgere til Danmark i år. Hvis det bliver til virkelighed, kan der blive brug for teltlejre, medgiver Anders Ladekarl.

- Det antal, der er kommet hen over nytår og julen, kan vi snildt håndtere. Derfor er det helt unødvendigt at begynde at oprette teltlejre, siger Ladekarl til Ritzau.

02:17 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App