Anders And og fokusøvelser før semifinalen

A Friend In London skal synge i semifinalen i aften, men indtil da fordriver de tiden med læsning og øvelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Banke banke på!

- Hvem der?

- Ej, jeg kan ikke finde på nogen lige nu, siger Sebastian Vinther fra A Friend In London og griner.

- Vi får ellers meget af ventetiden til at gå med at lave banke-på jokes, afslører han.

Torsdag formiddag mødte Tim Schou fra Stevns sammen med sine tre bandvenner den danske presse forud for aftenens semifinale, hvor bandet skal prøve at synge sig til en af de eftertragtede billetter til finalen.

Men selvom der er en sidste generalprøve, inden det går løs i aften, så er der meget tid til overs for bandet, der først går på omkring klokken 22.

- Vi læser Anders And-blade og så prøver vi at komme lidt ud i den friske luft, fortæller Sebastian Vinther, der spiller guitar i bandet, mens forsanger Tim Schou vifter med et Anders And-blad, som han glæder sig til at fordybe sig i senere.

Men der bliver også tid til nogle fokuserings-øvelser for de fire drenge. Dem laver de for at slappe af og komme i kontakt med hinanden før det går løs i aften.

- Det er sådan noget med at kigge hinanden dybt i øjnene og tælle til 20 sammen, fortæller Esben Svane, der spiller trommer i bandet.

Øvelserne er obligatoriske for bandet, der også har en helt speciel tradition, inden de går på scenen for at optræde.

- Vi har et kampråb, som vi altid når at råbe et par gange, inden vi går ind på scenen, siger Aske Bramming, der står for bassen i bandet.

Men han vil ikke afsløre, hvad det er drengene råber til hinanden.

- Det er vores hemmelighed, siger han.

Semifinalen, hvor de danske drenge er med, bliver sendt torsdag aften på DR1 klokken 21.

/ritzau/

2011-05-12T12:45:52+0200


Nyhedsoverblik