Ambulancer må komme for sent

Foto: TV ØST

Hver fjerde ambulance må komme senere frem end et kvarter - det fremgår af Samaritens udbudsmateriale i Region Sjælland.

Statsministeren har givet en offentlig erklæring om, at samtlige nødstedte borgere har krav på ambulancehjælp indenfor et kvarter.

Men i følge udbudsmaterialet fra Region Sjælland behøver hver fjerde ambulance på Lolland, Falster og Sydsjælland ikke at komme indenfor 15 minuter. Og på Stevns og i Vestsjælland gælder det hver femte ambulance. Det skriver P4 Sjælland.

Det er Danmarks Radio, der har fået aktindsigt i Samaritens udbudsmateriale for overtagelse af ambulancekørslen i Region Sjælland.

Lollands borgmester Stig Vestergaard er bekymret.

- Det siger sig selv, at hvis ambulancen ikke kan nå frem, vil patienten i alleryderste tilfælde miste livet, siger Stig Vestergaard til P4 Sjælland.

Ifølge Regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard, så var der ikke penge til at indfri regeringens løfter - det ville koste 40 millioner kroner mere.

I den lille by Kragenæs på Lolland kan indbyggerne risikere, at ambulancerne er lang tid om at komme frem. Byen ligger nemlig langt ude på landet.

- Her bor mange ældre mennesker på Lolland og specielt i Kragenæs, her er gennemsnitsalderen 60 år. Og det må man jo lige se at tage hensyn til, mener Hanne Munk, der ejer Kragenæs kro.

Hun kalder beslutningen fra Region Sjælland for grotesk - og hun står ikke alene.

- Vi har en eller anden fornemmelse af, at landet stort set er delt op i et a- og et b-hold, siger Kurt O. S. Hansen, der er formand for Foreningen Nærsamfund.

Også han frygter, at det vil koste menneskeliv.

Læs mere om ambulancerne i Region Sjælland

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App