Alt næsten optaget efter brand

Søndag brændte alt andet end værelserne ned til grunden på Hotel Falster. Men fredag er hotellet klar til at åbne igen og kan næsten melde alt udsolgt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For 5 dage siden havde Hotel Falster ikke nogen restaurant. De havde heller ikke noget køkken eller nogen reception.

Det har de nu, og fredag er næsten alle værelser booket.

Søndag klokken 15.30 startede en brand i en frituregryde i hotellets køkken. Ilden bredte sig, og efter få timer var restauranten, køkkenet og receptionen brændt ned til grunden.

- Det er alt det, vi holder sammen om, der brændte væk lige for øjnene af os, sagde Tina Vindfeldt Jensen efter branden.

Sammen med sin familie ejer hun hotellet, som hendes forældre byggede i 1986.

I de sidste 5 dage har alle ansatte knoklet for at gøre hotellet klar. En skurvogn er sat op som morgenmads-restaurant. Køkkenet er flyttet til Nykøbing Hallen, og der er lavet en midlertidig reception.

- Det er skønt at se. Som der var en af de ansatte, der sagde, så brænder vi for vores arbejde. Det må man sige, at vi gør, bogstaveligt talt, siger Niels Mann, der er hoteldirektør.

Næsten alt booket
Selvom der stadig mangler et halvt hotel, har de ansatte igen fået travlt. Værelserne, der ligger i den længe, som ikke brændte ned, er blevet gjort rene, og fredag var 58 ud af 67 værelser booket.

- Det er pragtfuldt. Det havde vi ikke rigtig troet på. Det er dejligt, at folk stadigvæk kommer. Der er mange, der stadigvæk bakker op. De vil ikke være bekendt at blive væk, fordi vi står i den situation, siger Niels Mann.


Nyhedsoverblik