Akut mangel på udstyr og mekanikere i Forsvaret

Foto: TV ØST

Der er mangel på både mekanikere og udstyr i Forsvaret, og det kan give problemer med at få repareret køretøjerne.

Pansrede mandskabsvogne og firehjulstrækkere, der trænger til at få repareret motoren eller skiftet et hjul, kan godt regne med at skulle vente længe på en mekaniker.

Det skriver DR P4 Sjælland.

Den bataljon, som står for at reparere de militære køretøjer, er nemlig ramt af akut mandskabsmangel, siger fællestillidsrepræsentant på Antvorskov Kaserne, Tom B. Larsen.

- Vi mangler omkring 60 personer på landsplan, hvis vi skal kunne løfte vores opgaver. Det er omkring hver femte medarbejder, så det er en pæn sjat, siger Tom B. Larsen til DR P4 Sjælland.

Mangler også en del udstyr

Det er dog ikke kun mekanikere, der er brug for i Forsvarets garager. På Antvorskov Kaserne i Slagelse mangler man for eksempel en kran i loftet, der skal kunne løfte motorblokken ud af en mandskabsvogn. Og så mangler der også lifte, så bilerne kan løftes op fra gulvet.

Og det er ikke godt nok, erkender chefen for 3. vedligeholdelsesbataljon, oberstløjtnant Lars Baier.

- I Slagelse er forholdene faktisk dårlige. Der er ikke standpladser nok, hvilket helt konkret vil sige, at der ikke er tilstrækkelige arbejdsområder nok til mekanikerne, siger Lars Baier til radiostationen.

Ifølge fællestillidsmanden er de dårlige faciliteter med til at gøre, at det svært at rekruttere nye folk til vedligeholdelsesbataljonen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App