Afsløring: Egons busser blæser på sikkerheden

I januar måned har vi fulgt i hælene på skibusserne fra Slagelse-selskabet Egons Busser. Vi kan nu vise, hvordan de systematisk bryder loven og kører for stærkt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med anhænger bag på, og en hastighed på 100 kilometer i timen væltede en af Egons dobbeltdækkerbusser sidste år på en sneglat tysk motorvej. Tre mennesker omkom.

Den tilladte hastighed for en bus med anhænger er på tysk motorvej 80 kilometer i timen. Alligevel kørte én af Egons dobbeltdækkerbusser sidste år 100 kilometer i timen.

Noget tyder på at Egons busser intet har lært af den tragiske ulykke for som TV2 ØST nu kan afsløre, så fortsætter Egons busser konsekvent med at køre hurtigere end loven tillader.

I januar fulgte TV2 ØST i slipstrømmen af Egons skibusser. På strækninger mellem 6-10 kilometer lavede vi i alt ni målinger over tre forskellige dage. Egons busser kører konsekvent hurtigere end de 80 km i timen, som er den lovlige hastighed for tunge køretøjer på dansk motorvej.

Her er resultaterne af vores ni målinger af bussernes gennemsnitshastigheder:

  • Syv målinger viste en gennemsnitsfart på omkring 90 km/t
  • Én måling viste en gennemsnitsfart på 95 km/t
  • Én måling viste en gennemsnitsfart på 100 km/t

At køre 10 kilometer i timen hurtigere end det er tilladt kan lyde af lidt. Men bremselængden for en fuldt lastet bus på omkring 17 tons er ifølge en test som TV2 ØST har foretaget i samarbejde med forsvaret 58 meter. Øger du hastigheden til 90 kilometer i timen bliver bremselængden 15,5 meter længere. Det svarer til en forlængelse på 25 procent.

Alex Emanuelsen er kørelærer på Antvorskov Kaserne, og det er ham der har koordineret testen af bussers bremselængde:

- En bus i fart er en rambuk af kaliber. Det er ikke noget problem, når den bare kører, men problemerne opstår når man skal stoppe den.

- Når Egons busser kører 100 kilometer i timen på steder, hvor de kun må køre 80, viser vores test at bremselængden forlænges med mere end 50 procent.

Efter at have set vores optagelser af Egons busser siger Erik Mather, der er leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland Falsters Politi:

- Det overrasker mig ikke at der bliver kørt for stærkt, og de optagelser jeg her har været vidne til, svarer meget godt til den dagligdag vi oplever derude når vi kører patrulje.

Erik Mather vil ikke kommentere direkte på Egons bussers for høje fart, men han mener, at noget tyder på, at flere busselskaber har problemer med moralen:

- Jeg kan godt have en formodning om, at der sidder vognmænd som tænker mere i profit end de tænker i sikkerhed

Mogens Pedersen der er direktør i Egons busser vil ikke interviewes til kamera, men efter at have konsulteret sin medierådgiver gik han med til at lave et interview over telefonen:

- Hvad har du gjort for at få dine chauffører til at overholde fartgrænserne efter sidste års ulykke?

- Jeg ønsker ikke at kommentere på den sag, der nu er et år gammel.

- Men kan du ikke fortælle, hvad du har gjort i det forgange år for at få orden på tingene?

- Jeg anerkender at du har målt os ni gange, og det tvivler jeg ikke på er rigtigt.

- Det er jo ikke sådan, at vi har udeladt nogle målinger, hvor I ikke kører for stærkt. Kan du ikke prøve at forklare, hvad du som direktør har gjort for at dine chauffører ikke kører hurtigere end det er tilladt?

- Vi har holdt mange møder, hvor vi indskærper overfor vores chauffører, at de skal overholde hastighedsgrænserne.

 

 

 


Nyhedsoverblik