Afslag: Borreby bliver ikke egnsteater

Slagelse Kommune havde planer om, at Borreby Teater skulle etableres som egnsteater i 2016. Men kommunen har nu fået afslag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det ville have betydet et betragteligt tilskud til teaterlivet i Slagelse, hvis Borreby Teater var blevet godkendt som egnsteater.

Kommunernes tilskud til egnsteatre bliver nemlig refunderet af staten med op til 50 procent.

Men det er Statens Kunstfond, der skal være med til at godkende teatret, og Borreby er af deres projektstøtteudvalg blevet vejet og fundet for let.

Begrundelsen for afslaget var nemlig, at Borreby Teaters faglige og kunstneriske niveau ikke lever op til det generelle niveau for landets egnsteatre.

- Det er naturligvis en ærgerlig meddelelse at få, at Borreby Teater ikke er blevet godkendt som egnsteater, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen (LA) i en pressemeddelelse.

 Også Borreby Teaters direktør er skuffet over beslutningen.

- Vi er selvfølgelig meget ærgerlige over, at det blev til et afslag i denne omgang. Vi mener, at vi med vores unikke identitet og rammer har vist, at vi har det rigtige koncept og potentiale for at blive egnsteater, mener teaterdirektør på Borreby Teater Joachim Castenschiold.

Hverken teatret eller kommunen har dog givet op. De vil efter sommerferien derfor drøfte, hvad de fremadrettet kan gøre for, at en eventuel fremtidig ansøgning bliver godkendt.


Nyhedsoverblik