Afhoppet DF'er følger Ringsted-børnesag

Sagen om tvangsfjernelse af to drenge i Ringsted følges tæt politisk. Blandt andet i EU, hvor den tidligere DF'er Rikke Karlsson er rystet over sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen om Ringsted kommunes tvangsfjernelse af to drenge kommer i dag for byretten. Og den vil blive fulgt af Europaparlamentsmedlem Rikke Karlsson - tidligere Dansk Folkeparti, nu løsgænger, oplyser DR Sjælland.

Efter at to drenge for tre et halvt år siden blev tvangsfjernet fra deres forældre, indstillede Ringsted Kommune dem til at skulle hjem til forældrene her i foråret.

Det gjorde de, fordi fire psykolograpporter alle pegede på, at familien burde genforenes.

Styrelse sagde nej

Det blev imidlertid bremset af Ankestyrelsen, som har underkendt samtlige psykologundersøgelser, fordi de ikke mener, de lever op til standarden for den slags undersøgelser.

I dag kommer sagen så for byretten i Roskilde.

- I byretten skal sagen afgøres af en juridisk dommer og to børnesagkyndige. Det bliver meget spændende, hvad de siger til de her psykologiske rapporter. Men nu skal sagen afgøres af personer, som aldrig har mødt hverken forældre eller børn, det er lidt underligt, siger familiens Andreasens advokat Thorbjørn Thomsen til DR Sjælland.

Følges i EU

Sagen ligger også i Europaparlamentet, hvor Udvalget for andragener - en slags borgerklagenævn - ser på den.

Rikke Karlsson , tidligere Dansk Folkeparti og nu løsgænger i EU-parlamentet er medlem af udvalget og er rystet over sagsforløbet. Derfor kommer hun i dag til Danmark for at følge retssagen.

- Jeg synes, det er besynderligt at de her fire psykolograpporter ikke er fundet egnet af Ankestyrelsen. De har jo alle fire sagt, at børnene burde sendes tilbage til deres forældre. Som politiker der sidder med flere af den her slags sager, har jeg stor interesse i at høre argumentationen fra retten i sagen her, siger Rikke Karlsson til DR Sjælland.

Dommen ventes først at falde om 1-2 uger.

 


Nyhedsoverblik