Afbrænding af blade skabte uro i nat

En mand, der ikke kunne sove, gav sig i nat til at brænde blade af Holbæk, og det fik en nabo til at tilkalde brandvæsen og politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ildebrand på Lindevej i Holbæk fik natten til torsdag en person til at tilkalde brandvæsnet. Både brandfolk og politi kørte til stedet, hvor anmeldelsen først lød på, at der var ild i en bygning.

Det viste sig dog, at ilden havde fat i noget langt mindre alvorligt.

- Da vi kom derud, kom vi i kontakt med en 38-årig mand, der fortalte, at han ikke havde kunnet sove, og da han af boligforeningen havde fået til opgave at rydde bladene i garagerne, tænkte han, at han lige så godt kunne bruge natten på det, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Slipper med løftet pegefinger

Manden havde samlet bladene midt på vejen i behørig afstand fra boligkomplekset og med en spand vand ved siden af, havde han sat ild til dem, hvilket altså fik en nabo til at reagere.

- Vi fik fortalt ham, at det ikke var den smarteste måde at gøre det på, og han slap med en løftet pegefinger den her gang, siger Martin Bjerregaard.

Ilden blev slukket med det vand, manden selv havde taget med ud, og så kunne brandvæsen og politi tage hjem igen, mens manden forhåbentligt fik sig lidt søvn.


Nyhedsoverblik