Ældre kan få 2000 ekstra hjemmehjælpere

Kommunerne mangler hjemmehjælpere som aldrig før. Men hvis de deltidsansatte fik lov til at gå på fuldtid, ville det give 2000 ekstra stillinger til ældrepleje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens ældreplejen skriger på arbejdskraft, går mindst 12.000 hjemmehjælpere rundt og venter på at få lov til at gå op i tid.

Faktisk kan ældreplejen få hvad der svarer til 2000 ekstra fuldtidsmedarbejdere her og nu, hvis de deltidsmedarbejdere, der gerne vil, får lov til at gå på fuld tid. Det viser en ny undersøgelse fra FOA (Fag og Arbejde).

FOA har 59.000 medlemmer i ældreplejen, som arbejder på deltid, og de har i gennemsnit 30,2 timer om ugen. Hver femte af dem - eller 12.000 ansatte - vil gerne gå op i tid, hvis de får tilbuddet. Det svarer til 2000 medarbejdere ekstra.

Så sent som i september viste en anden undersøgelse at 83 procent af de danske kommuner mangler medarbejdere til ældreplejen.

I trepartsaftalen mellem regeringen, de faglige organisationer, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner blev det aftalt, at ansatte på deltid skal tilbydes at gå op i tid, før arbejdsgiverne må ansætte nye medarbejdere til at tage de ledige timer.

Ifølge FOA vil det koste i omegnen af en halv milliard kroner om året at lade de 2000 deltidsansatte gå op i tid. 2265 af FOAs medlemmer har deltaget i undersøgelsen gennem FOA's internetbaserede medlemspanel Medlemspuls.


Nyhedsoverblik