Ældre i sorg: Netværksgrupper virker

I Næstved Kommune har de succes med netværksgrupper, der hjælper enlige ældre over den sorg, det er at miste en ægtefælle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

76-årige Egi Therbo-Pedersen fra Tappernøje mistede sin mand Henning for to et halvt år siden.

- Det er svært, og når jeg snakker med andre mennesker, der er i samme situation, så siger de - ja, det er så svært at blive ene, fortæller Egi Therbo-Pedersen.

Men nu har den forhenværende skolelærer fået hjælp til at komme videre i livet, og hjælp til at komme sig over tabet.

- Jeg kom ind i en netværksgruppe, hvor jeg kun kendte én anden. Men man følte, at vi havde et fællesskab, og at de var der for mig, siger hun.

Det er Næstved Kommune, der står bag tilbuddet om netværksgrupper for ældre, der har mistet.

- Det, der virker, er, at åbenheden kommer meget på banen.  Man spejler sig selv i hinanden, og man er fælles om sorg og et tab. Man får nogle andres indgangsvinkler på situationen, og man føler sig tryg, siger Lisbeth Pedersen, der er aktivitetskonsulent i Næstved Kommune.

Egi Therbo-Pedersen er enig:

- I sorgbehandlingen er det noget af det bedste at være sammen med andre, hvor man ikke behøver forklare eller skjule, at man har sorg. Den der: "Tag dig sammen" - den fik vi aldrig nogensinde fra hinanden dér.

Og noget tyder på, at Egi Therbo-Pedersen ikke er den eneste, der får noget godt ud af netværksgrupperne

Kommunens aktivitetskonsulent har i hvert fald modtaget flere takkekort.

- Det giver lyst til at arbejde videre med det og inspiration til, hvad det er der betyder noget, siger Lisbeth Pedersen.  

Hjemme i Tappernøje er Egi Therbo-Pedersen taknemlig over, at hun fik hjælp til at komme sig over sorgen og også en mulighed for at knytte nye venskaber

- Det, at kunne få nye venner er svært, når man er oppe i alderen. Mine børn har også sagt til mig, at hvor er det godt, du har fået nye venner i din alder. Det er så dejligt, siger hun.


Nyhedsoverblik