Ægtepar fik smadret 2 biler i nat

En flugtbilist har natten til i dag torsdag smadret Joan og Lars Braarups 2 biler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var et aldeles kedeligt syn, der mødte Lars Braarup, da han klokken 3 i nat gik ud af sit hus på Nyrupvej i Nyrup ved Sorø for at tage på arbejde. En flugtbilist havde banket ind i de 2 biler, der holdt ude ved vejen.

- Den ene - en kassevogn - var flyttet 5 meter, og den anden, som er vores personbil, holdt helt inde på fortovet. Jeg tabte pusten fuldstændigt, da jeg så det og måtte cykle over til nogle venner og låne deres bil på arbejde, siger Lars Braarup.

Hørte brag

Omkring klokken 1 hørte både han og hustruen Joan et brag udefra, men da de har naboer, som af og til fyrer krudt af, tænkte de ikke meget over det og sov videre. 2 timer senere stod årsagen til braget dog klart for dem, men hvem der står bag er knap så tydeligt.

- Flugtbilen har lækket olie og vand, og vi kunne følge sporet til Kyringe, men så var der ikke mere at gå efter, og politiet har heller ikke kunnet finde gerningsmanden. Vedkommende har nået at samle stumperne fra sin egen bil op, så der kun lå glas, da jeg kom ud, siger Lars Braarup.

Han håber, at nogen har set eller hørt noget, der kan hjælpe politiet på sporet af flugtbilisten. Har du oplysnigner i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik