Ægproducenter: Dyrevelfærden er god for burhøns

Foto: TV ØST

Tirsdagens indslag på TV ØST om burhøns, der bliver solgt til private, har fået ægproducenterne til at understrege, at burhønsene også har det godt hos dem.

Dyrevelfærden for burhøns er god. Det slår sektorchefen for ægproducenterne fast efter et indslag tirsdag aften på TV ØST.

Her fortalte vi om en familie i Nykøbing Falster, der havde købt en flok burhøns, som ikke længere kunne holde produktionskravet. Det var foreningen Frie Vinger, der stod for salget, og i indslaget brugte vi blandt andet en sætning som, ’i dag er de (hønsene) sunde og raske’. Det mener Jørgen Nyberg Larsen, der er sektorchef for Danske Æg, indikerer, at dyrevelfærden i burægsproduktionen er dårlig.

Han skriver i en mail til TV ØST, at det ifølge dyrevelfærdseksperter ikke er tilfældet - specielt ikke efter omlægningen til berigede bure i 2012.

Ifølge ham er dødeligheden i burproduktionen desuden cirka den halve af dødeligheden i skrabe-, frilands og den økologiske produktion.

Jørgen Nyberg Larsen fortæller i øvrigt, at de i branchen nu vil henvende sig til foreningen Frie Vinger og foreslå et samarbejde. De vil gerne sikre sig, at dem, der overtager burhønsene, får sørget for at vaccinere dyrene, inden de overgår til hobbybrug, så de ikke risikerer udbrud af sygdomme.

Her kan du se indslaget fra i går:

02:23 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App