Advarsel: Udflytning af Arbejdsskadestyrelsen vil ramme krigsveteraner hårdt

Foto: TV ØST

Det kan komme til at få alvorlige konsekvenser for traumatiserede soldater, hvis Arbejdsskadestyrelsen rykker til provinsen, mener soldaternes advokat. Blandt andet Vordingborg er i spil til at huse styrelsen.

Regeringens vision om at flytte 3.900 statslige arbejdspladser ud i provinsen kan have alvorlige, utilsigtede konsekvenser for traumatiserede soldater.

Sådan lyder advarslen fra flere sider i dag i Avisen.dk.

En af de arbejdspladser, der står til at flytte, er nemlig Arbejdsskadestyrelsen, som i øjeblikket behandler flere hundrede sager fra tilskadekomne og traumatiserede soldater.

Frygter ekspertise går tabt

Hvis de højt specialiserede medarbejdere ikke rykker med, kan veteranerne komme til at betale en høj pris, frygter Mads pramming. Han er i øjeblikket advokat for 135 veteraner.

- Veteranerne er en meget sårbar gruppe, som har nogle specielle behov og kræver stor ekspertise. Hvis Arbejdsskadestyrelsen skal flytte til en anden landsdel, er jeg alvorligt bekymret for, at den ekspertise går tabt, og at sagsbehandlingen reelt bryder sammen. Det vil ramme mine klienter meget hårdt, siger Mads Pramming til Avisen.dk.

Skal tages alvorligt

I soldaternes fagforening er man i forvejen ikke begejstrede for den årelange sagsbehandling på over 25 måneder.- Det er helt urimeligt lang tid, hvor folk står i en meget svær situation. Nogle må endda vente endnu længere, og det kan være voldsomt belastende - især for dem med psykiske skader, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening til Avisen.dk.

På Christiansborg har man ikke været bevidst om konsekvenserne for de danske soldater med krigsskader. Det mener SFs forsvarsordfører Holger K. Nielsen, som kalder udflytningen for hastværk.

- Jeg tror overhovedet ikke, man har tænkt den tanke, at veteranerne kunne blive ramt i forbindelse med udflytningen. Der er formentlig masser af problemer med udflytningen. Det skal man tage meget alvorligt, siger han til Avisen.dk.

Udfordring der kan overkommes

Konservative forsvarsordfører Rasmus Jarlov maner dog til ro.

- Det er selvfølgelig helt relevant, at der bliver rejst en bekymring. Men jeg tænker, at regeringen har overvejet det og vurderet, at styrelsen kan overkomme den udfordring, siger han til Avisen.dk.

Hos Dansk Folkeparti mener beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, at det ligefrem kan hjælpe veteranerne, at Arbejdsskadestyrelsen skal flytte.

- Jeg tror ikke, de skal være bange for, at der vil mangle kompetencer. Måske får veteranerne endda en bedre behandling af, at der kommer nye øjne på sagerne, siger Bent Bøgsted til Avisen.dk.

Vordingborg i spil

Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få en kommentar på sagen fra Venstre.

I modsætning til de andre arbejdspladser, der må flytte, kræver planerne om Arbejdsskadestyrelsen en lovændring. Det skyldes, at regeringen vil lægge styrelsen ind under den selvejende institution ATP, som varetager dele af næsten alle danskeres pensioner.

I Arbejdsskadestyrelsen garanterer direktør Merete Agergaard, at der fortsat vil være fokus på at få afviklet veteranernes sager.

- Vores mission er at levere korrekte og forståelige afgørelser så hurtigt som muligt. Det gjaldt i går, det gælder i morgen, og det gælder også, hvis vi i overensstemmelse med regeringens ønske bliver en del af ATP. Borgerne er der stadig, og vi skal fortsat sørge for, at deres sager bliver behandlet, skriver hun i en mail til Avisen.dk.

Endnu ved ingen, hvor Arbejdsskadestyrelsen skal rykke hen, men blandt andet Vordingborg og Haderslev er i spil.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App