I aftes bød Hårslev Efterskole ved Skælskør omkring 75 interesserede gæster velkommen til åbent hus med lysfest på efterskolen. Overskriften for eventen var "Kom til Efterskolernes Aften og mød dem, der har set lyset".
- På Hårslev Efterskole brød eleverne vintermørket denne aften med bål, levende lys, hygge og varme. Med mange lys i olielamper, levende lys tændt på skolen og med mulighed for blandt at dekorere lys og hygge ved brændeovnen ønskede skolen at sende et signal til omverdenen om, at det tit er en rigtig lys ide at tage et år på efterskole. Store skolebørn får tændt en ny gnist, bliver en del af et varmt fællesskab, og statistisk set gennemfører efterskoleelever hurtigere deres ungdomsuddannelse og får også bedre karakterer, fortæller Kristine Biørn fra Hårslev Efterskole.
Det er Nathalie Berg, Victor Frederiksen og Olivar Behrens - alle fra skolens medielinje, der har filmet.