75-årig ventede 50 minutter på ambulance

Tirsdag faldt Bente Jensen i sin indkørsel. Hendes mand ringede efter en ambulance, men de måtte vente lang tid på hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag den 8. december kørte Benny Jensen sin kone til lægen. Da de kom hjem, havde Bente Jensen svært ved at komme ud af bilen, og da hun forsøgte, kunne hun ikke stå på benene.

- Hun kan ikke holde sin egen vægt, og benene kan ikke bære hende. Så prøver jeg at få hende båret over mod huset, siger Benny Jensen.

Benny Jensen forsøgte at få sin kone op ad fem trapper til huset, men han havde ikke kræfter nok til at løfte hende. Da Bente Jensen begyndte at fryse, ringede hendes mand efter en ambulance.

- Jeg ringer 112. Så siger damen, der tager telefonen, at det bliver uden udrykning, siger Benny Jensen.

Ambulancen blev sendt som kørsel b. Det betyder, at det var uden udrykning. Men to gange kom der mere akutte opgaver ind, og ambulancen blev sendt videre. Efter 45 minutter kæmpede Benny Jensen stadig med at få sin kone op ad trappen, derfor ringede han igen til alarmcentralen.

- Jeg spørger hvor langt vi er kommet. ’Der er en bil på vej’, siger hun så, fortæller Benny Jensen.

Efter fem minutter kom der en paramediciner, som behandlede Bente Jensen. Derefter blev hun kørt til Holbæk sygehus, hvor hun stadig er indlagt. Benny Jensen kan ikke forstå, at det skulle tage 50 minutter, inden de fik hjælp.

- Det kan da ikke være rigtigt, at der skal ligge to gamle mennesker og rode rundt ude i rendestenen. Jeg havde sagt, at jeg ikke kunne få hende ind, og så skal vi alligevel vente i så lang tid, siger Benny Jensen.

Region Sjælland har undersøgt hele forløbet. De erkender, at Bente Jensen ventede for lang tid.

- Det er ikke godt nok. Vi burde have handlet anderledes i den her sag, vi burde have sendt den (ambulancen, red.) som en hastende kørsel, det vil sige med udrykningssignaler tændt, når vi er i den situation. Der er flere ting, man skal tage hensyn til i opkaldet. Det er selvfølgelig den sygdom, det drejer sig om, men det har også noget at gøre med, hvad det er for nogle omgivelser, man ligger i, siger Ole Hendriksen, der er præhospital lægelig chef i Region Sjælland.

Nu håber Benny Jensen bare, at han får sin kone hjem til jul.

- Jeg håber på, at jeg får Bente hjem i hel tilstand. Det er mit ønske, siger Benny Jensen.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik