7 fængslet efter stor aktion mod tyve og hælere

Politiet på Sjælland slog til mod indbrudstyve og hælere. Nu skal tyvekosterne om muligt tilbage til ejerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kæmpeaktion torsdag mod indbrudstyve og hælere på Sjælland er foreløbig endt med, at en dommer ved Retten i Lyngby har fundet mistanken mod fem personer så stærk, at de er blevet varetægtsfængslet.

De fem, der fredag blev varetægtsfængslet i hver fire uger, blev torsdag anholdt sammen med fire andre, da det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud gennemførte en kæmpeaktion rettet mod et hælernetværk, som politiet var kommet på sporet af.

Under navnet "Operation Easter Parade" ransagede politiet 21 adresser på Sjælland.

En af de anholdte blev hurtigt sat på fri fod igen af politiet, mens otte er blevet fremstillet i grundlovsforhør, fordi politiet ville have dem fængslet. Ud over de fem er en blevet fængslet i 12 dage, en i syv dage, mens en blev løsladt af retten.

Lastbiler med tyvekoster
Ved torsdagens aktion måtte politiet rekvirere flere lastbiler til at køre tyvekoster væk.

En formodet hæler blev anholdt på Midtsjælland, mens de øvrige anholdte mistænkes for omfattende indbrudskriminalitet.

Ved ransagningerne fandt politiet især designmøbler, lamper og elektronisk udstyr. Hvor stort et beløb, man har fundet tyvekoster for, er endnu ikke opgjort.

- Nu skal vi i gang med efterforskningen og finde ud af, hvor tyvekosterne er stjålet, så tingene kan blive leveret tilbage til ejerne, og så vi kan få rejst sigtelser, så sagerne kan komme for retten, siger politikommissær Jesper Simonsen, Task Force Indbrud, til Ritzau.

Torsdag oplyste lederen af Task Force Indbrud, politiinspektør Karl Erik Agerbo, at der blandt de fængslede er både etniske danskere og herboende udlændinge, og at han forventer flere anholdelser i den store sag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik