68-årig morfar fra Haslev får livstid for advokatdrab

Livstid i fængsel. Det er landsretten dom til en 68-årig morfar fra Haslev, der er dømt for at dræbe advokat og såre sit barnebarns far livsfarligt.

Østre Landsret idømmer en 68-årig mand fængsel på livstid for at dræbe en advokat og forsøge at dræbe sin ekssvigersøn i fogedretten i København sidste år.

68-årige Jørgen Saugsted, der kommer fra Haslev, tager dommen med ophøjet ro og smiler til sin datter, da han rejser sig fra stolen og går over for at trøste hende.

Saugsted har under retssagen været rolig og kontrolleret på ydersiden.

Havde fuldmagt fra datteren

Skyderiet i fogedretten fandt sted 16. september sidste år. Der var retsmøde om samværsret til Saugsteds barnebarn. Moren til barnet mødte ikke op.

Det gjorde Jørgen Saugsted til gengæld med en fuldmagt fra hende. Saugsteds datter og ekskæreste kæmpede en langvarig og bitter strid om samværsret med deres fælles barn.

Var stærkt påvirket af samværssag

Morfaren var stærkt påvirket af samværssagen, fortalte hans datter, da hun for første gange under sagen udtalte sig tirsdag. Hun fortalte også, at Jørgen Staugsted havde betragtet hendes daværende kæreste som en søn.

- Min ekskæreste havde ingen kontakt til sin egen familie, så han blev hurtigt som en søn for mine forældre.

Men parrets fallerede forhold og den verserende samværssag fik morfaren til at handle i, hvad han selv kalder afmagt.

Skrig og gråd optaget på diktafon

Dagen før det skæbnesvangre retsmøde savede Staugsted løbet over på sin jagtriffel, som han medbragte den 16. september. Med sig havde han også en diktafon. Den var ikke slukket, da han affyrede seks skud og dræbte advokaten og næsten dræbte sin datters ekskæreste.

Optagelsen blev afspillet tirsdag i Landsretten. Ud over skuddene kan man høre panisk skrigen og gråd. Senere hører man den tidligere svigersøn trygle om nåde.

'Jeg lover at lade dem være'

Han formår at flygte fra retssalen og ud i receptionen.

- Jørgen, jeg lover at lade dem være. I vinder sagen, siger han blandt andet.

- Nej, det gør du jo ikke, svarer Jørgen Saugsted.

I receptionen affyrer Saugsted sine sidste to patroner efter ekssvigersønnen. To patroner han havde tiltænkt at tage sit eget liv med. Den tidligere svigersøn overlevede formentlig kun, fordi Saugsted løb tør for ammunition.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App