63 boliger på vej mod nedrivning i Rødbyhavn

Almennyttigt boligselskab i Rødbyhavn søger om tilladelse til nedrivning af hel boligblok - blot få år inden der skal skaffes boliger til tusinder af arbejdere på Femernforbindelse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Om få år går Femern-byggeriet i gang - og der bliver brug for boliger til tusindvis af bro- eller tunnelbisser, der skal færdiggøre den faste forbindelse.

Men i Rødbyhavn er det almennyttige boligselskab Kongeleddet nu så presset af fraflytning og stagnation, at de søger Landsbyggefonden om lov til at jævne en hel boligblok med jorden, oplyser DR Sjælland.

Bestyrelsesformand i Kongeleddet Helen Siegvardsen siger at de tilbageblevne beboere ikke kan klare at betale husleje og fællesudgifter for alle de tomme lejemål.

- Nedrivning er selvfølgelig sidste udvej, men beboerne kan ikke klare at få væltet yderligere udgifter over sig, siger Helen Siegvardsen.

Boligselskabet håber på at Femern Bælt konsortiet fatter interesse for boligblokken - så de undgår nedrivning af en hel blok med 63 lejligheder.

Men ifølge formanden for Lolland Kommunes teknik- og miljøudvalg, Torben Hansen (SF), skal Kongeleddet ikke gøre sig håb om hjælp fra Femern Bælt

- Jeg tror ikke et sekund på, at udenlandske bro- eller tunnelarbejdere vil være interesseret i at rykke ind i en lejlighed til 5.000 kr. om måneden. De kommer hertil for at tjene penge og vil foretrække at bo i en skurby, siger Torben Hansen.

Direktør i Femern Bælt Info, Stig Rømer-Winter, er heller ikke umiddelbart begejstret for ideen om at Femern-arbejdere rykker ind i Kongeleddet. Han vil dog tage sagen op, hvis der kommer en officiel henvendelse fra Lolland Kommune.


Nyhedsoverblik