53 døgn i vandet: Præstø-lærer fundet

Efterskolelærer Michael Jørgensen forsvandt i bølgerne under kæntringsulykken på Præstø Fjord den 11. februar. Men i går dukkede han op i fjorden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kajakroer var på tur i eftermiddag ud for Feddet Havn, da hun pludselig så et menneske flyde i vandet og slog alarm.

"Hans identitet er fastslået - det er læreren fra ulykken ved Præstø Fjord. Han er blevet identificeret og man fandt hans tegnebog," fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til tv2.dk.

53 døgn efter ulykken har familien, venner samt kolleger og elever fra Lundby Efterskole altså fået vished om efterskolelærer, Michael Jørgensens skæbne. Og det efter omfattende eftersøgning i ugevis:

53 døgn: En naturlig forklaring
"Der er en naturlig forklaring på, hvorfor det har taget så lang tid, før han blev fundet. Hvis man går til bunds om vinteren, når der er en meget lav vandtemperatur, så tager det et godt stykke tid, før kroppen kommer op," fortæller Søren Ravn-Nielsen.

Da en Dragebåd fra efterskolen midt i februar tippede rundt i det iskolde vand, måtte 13 skoleelever og to lærere ombord kæmpe for deres liv. Flere elever fortalte efterfølgende, hvordan deres lærer Michael Jørgensen brugte alle sine kræfter på at hjælpe dem og andre med at redde deres liv.

Enken: Hårdt for børnene
Siden har Michael Jørgensens hustru og to børn levet i uvished om deres mands og fars skæbne, og om de nogensinde ville gense ham. For tre uger siden sagde enken til Ekstra Bladet:

"Det er svært at leve med uvisheden. Vi får nok først fred, når Michael er fundet. Det er også hårdt for drengene, selv om de nu er begyndt i skolen igen. De har vanskeligt ved at sove om natten."

Hjerneskadede skoleelever
Flere af 15-16-årige efterskoleelever blev så afkølede af det blot to grader kolde vand, at de mistede bevidstheden. En del af eleverne er fortsat under behandling for hjerneskader.
I alt var 15 ombord på ulykkesbåden - de 14 overlevede, mens det altså nu efter mange ugers uvidhednu med sikkerhed kan fastslåes at sidste mand, efterskolelærer Michael Jørgensen, er fundet død i Præstø Fjord.

Liget obduceres
Pårørende til den 43-årige mand har fået beskeden. Det formodes at liget skal også obduceres, for endeligt at fastslå dødsårsagen:

"Det er standardprocedure. Der er formentlig ikke tale om en forbrydelse, men i sådanne tilfælde skal vi være helt sikre på dødsårsagen," siger Søren Ravn-Nielsen til tv2.dk.

Støtte på Facebook
Facebook-gruppen 'Støtteside for efterskoleeleverne der kæntret i Præstø fjord' er nyheden om, at liget af Michael Jørgensen i går kort før klokken 20 blev fundet også offentligt. Her kan venner og alle andre sende en hilsen:

"Michael, du var en helt til det sidste. At denne tragedie skulle ramme dig og din familie er forfærdeligt. En sorg der aldrig vil forsvinde, du vil altid være i alle vores hjerter," skriver Katja Ritzau mandag morgen på støttesiden.

Stepahnie Sophie Röhl skriver:
"Kære Michael. Nu kan din familie endelig få fred."


Nyhedsoverblik