5000 liter gylle rendt ud af beholder

Holbæk Brandvæsen arbejder torsdag morgen med at inddæmme 5000 liter gylle, der er løbet ud af en beholder på Orø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandvæsnet i Holbæk er torsdag morgen blevet kaldt ud til en rigtig stinkersag. Klokken 8.11 kom der en anmeldelse om, at 5 kubikmeter gylle svarende til 5000 liter var løbet ud af en beholder på en landejendom på Bygaden på Orø.

- Det er røget ud over en mark, en nabos forhave, og så er der landet lidt i en sø mellem 2 huse. Vi har lagt dæmninger ud, så det ikke kan brede sig mere, og så har vi en slamsuger i søen, men det er kun en lille smule gylle, der ligger der i kanten, fortæller Jan Bruun, indsatsleder og beredskabsinspektør ved Holbæk Brandvæsen.

Knap så smart lugt

Han forventer, at miljømyndighederne inden for kort tid vil dukke op for at tage stilling til, hvad der videre skal ske på stedet.

- Nu har vi taget os af det akutte, og efterfølgende arbejder vi så videre ud fra myndighedernes formaninger, siger Jan Bruun, der kan tilføje, at lugten på øen ud for Holbæk ikke er i top.

- Nej, den er ikke så smart, men her lugter faktisk ikke så slemt i forhold til andre gylleudslip, jeg har været ude til, siger han.

Årsagen til udslippet er, at beholderen har gæret, og derefter er gyllen løbet over kanten.


Nyhedsoverblik