48 ud af 52 kommuner vælger pris over kvalitet

Arkivfoto Foto: TV ØST

48 ud af 52 kommuner vægter prisen højere end kvaliteten af rengøringen, viser en gennemgang af udbudsmaterialet, som Fagbladet 3F har foretaget.

Når skoler og børnehaver rundt omkring i landet skal skrubbes og skures, er det ikke kvaliteten af rengøringen, som kommunerne går mest op i. Det vigtigste er, at rengøringen bliver udført til en billig pris.

Det viser et indblik i udbuds-materialet fra landets kommuner, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i. 48 ud af 52 kommuner, der har udliciteret rengøringen, vægter prisen højest i udbudskriterierne. Kun Sorø, Solrød og Odense vægter kvaliteten af rengøringen højere end en lav pris. En i Roskilde kommune vægter begge dele med 50 procent.

Ole Helby Petersen, der er forsker i udlicitering på RUC, forklarer, at kommunerne ofte bruger udlicitering af rengøring som et redskab til at sænke omkostningerne.

- Undersøgelsen viser, at kommunerne via udbudsmaterialet gør det tydeligt overfor de private rengøringsleverandører, at man ønsker en konkurrence med fokus på prisen. De fleste kommuner vægter dog også kvaliteten, men sjældent lige så højt som prisen, siger Ole Helby Petersen.

Hård konkurrence

Ifølge Ole Helby Petersen er rengøringsområdet et af de områder med flest sager, hvor kommuner efterfølgende har måttet genforhandle udbuddet, annullere kontrakten eller har modtaget mange klager.

- Der bliver konkurreret hårdt på prisen på rengøringsområdet, og det viser sig nogle gange efterfølgende, at kommunerne ender med at få lavere service og kvalitet i rengøringen end det, man havde håbet på eller regnet med.

I Solrød Kommune vægter man kvaliteten højere end prisen i udbudsmaterialet.

- Vi hellere vil have ensartet og stabil rengøring, som kan måles ud fra præcise målepunkter. Vi forlanger samme standard hele tiden. Og vi har erfaret, at det godt kan betale sig at vægte kvaliteten højest, siger Hanne Pacht, der er faglig koordinator i Solrød Kommune.

Ifølge Marianne Henriksen fra 3F går kommunernes stræben efter laveste pris ud over de ansatte.

- De private virksomheder byder så lavt, at de bliver nødt til at sætte de ansatte ned i tid. Det betyder, at de skal løbe hurtigere, bliver slidt ned før tid, og har svært ved at leve af jobbet, siger Marianne Henriksen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App