46-årig tiltalt græd i retten

Den 46-årige mand der stak sin ven i halsen, med et samuraisværd, græd i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste år døde en 40-årig mand i et hus i Fjellebro ved Ringsted. Han blev stukket i halsen med et samuraisværd af sin nu 46-årige ven, men var det med vilje?- Vi skal bruge de næste tre dage på at finde ud, om det var et uheld eller en forsætlig handling.

Så klart satte anklager Christian Schrøder sagen op, da den gik i gang i går morges i Retten i Roskilde, skriver DAGBLADET Ringsted.Venner og familie til både den tiltalte og den dræbte fyldte de fleste sæder på tilhørerpladserne, da en tydelig berørt 46-årig blev udspurgt.Den tiltalte indrømmer, at han var skyld i den 40-åriges død, men mener, at det var et uheld.

- Han (den dræbte, red.) har været min bedste ven de sidste 15 år, og jeg overvejede aldrig, at det var farligt for ham, forklarede den tiltalte i retten.

Hændelsen skete den 1. februar sidste år, hvor den 46-årige og hans kone havde besøg af den 40-årige og hans kæreste. Efter et drikkelag kom de to mænd op og toppes.

Ifølge den tiltaltes forklaring i retten havde hans ven et meget hidsigt temperament, når han drak, og de to
havde flere gange været oppe at slås. For at undgå det valgte den 46-årige, ifølge sin egen forklaring, at hente et meter langt samuraisværd, som han pegede mod den 40-årige, mens han bad ham om at forlade huset. På trods af sværdet valgte den 40-årige, igen ifølge den tiltalte, at fortsætte sin fremfærd mod sværdet, som ramte ham i halsen, hvor det skar halspulsåren over.

- Vi havde øjenkontakt, da sværdet ramte, og vi kunne begge to se med det samme, at den var helt gal, forklarede den tiltalte, inden han brød hulkende sammen, og tårerne begyndte at pible ned af kinderne.

Den tiltalte forsøgte selv at standse blødningen, men den 40-årige døde efter tre timer på hospitalet, selvom han fik tilført 12 liter blod.Den tiltaltes kone blev også afhørt i retten i går, men hun så ikke selve stikket med samuraisværdet og kunne derfor ikke være med til at opklare, om dødsfaldet var et uheld eller ej. Retssagen fortsætter med afhøringer i morgen og procedurer fredag, hvor dommen ventes at falde.

Paragraffen, som den 46-årige er tiltalt efter, har en straframme på seks år.


Nyhedsoverblik