42 skyldnere anholdt på et døgn

Midt- og Vestsjællands Politi sætter hårdt ind mod skyldnere. På bare et døgn har betjente anholdt 42, og i de fleste tilfælde drejer det sig om ubetalt gæld på under 30.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi har sat massivt ind mod de borgere og skyldnere, der tidligere har været indkaldt til møde i fogedretten men aldrig er dukket op, skriver DAGBLADET Køge.

Borgere i både Køge, Stevns, Greve, Solrød, Ringsted og Roskilde kommuner er det seneste døgn blevet anholdt i forbindelse med aktionen, og derefter er skyldnerne ført til fogedretten i Roskilde for at få afklaret deres sag og taget pant i deres ejendele.

I alt er 42 skyldnere blevet anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi, og i de fleste tilfælde drejer sagerne sig om ubetalt gæld på under 30.000 kroner til anden part.

Den massive jagt på skyldnere kommer i kølvandet på et frit lejde i Fogedretten i Roskilde i uge 4. Her kunne borgere, der tidligere »havde glemt« at dukke op til retsmøde i fogedretten få deres sager behandlet og dermed ud af verden.

- Der kom lidt over 100 borgere til frit lejde, men der kunne være kommet mange flere. For vi har en bunke med cirka 800 sager fra cirka 600 skyldnere, der er udeblevet, da de blev indkaldt til retsmøde, siger Max Egelund, som er afdelingschef i Fogedretten i Roskilde.

Han kalder det positivt, at politiet nu sætter offensivt ind mod de mange skyldnere, som på forhånd er advaret om, at udeblivelse før eller senere ender med en anholdelse.

- Der mangler generelt respekt for det at møde op i fogedretten, og der er ingen tvivl om, at politiet i en periode ikke har haft kræfter til at hente de her skyldnere ind til fogedretten. Den viden har måske bredt sig i befolkningen, hvor man har troet, der ikke skete noget ved at blive væk, men det gør der nu, og det er vi tilfredse med, siger Max Egelund.

Aktionen og jagten på skyldnerne fortsætter i de kommende dage og uger, og både politiet og fogedretten opfordrer til, at skyldnere selv melder sig frem for at blive hentet ind til retten i en patruljevogn.

- Vi havde håbet, at borgerne havde reageret mere på frit lejde frem for, at vi skal køre ud og anholde dem, og vi opfordrer stadig skyldnere til selv at melde sig. Det er trods alt bedre end at blive hentet af politiet, siger Jan Lauritzen, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.


Nyhedsoverblik