En 35-årig mand fra Korsør blev tirsdag idømt 40 dages betinget fængsel i Retten i Næstved. Det skriver Sjællandske.
Manden blev dømt for at have lagt en bombeattrap på forsædet af Vagn Kviesgaards ulåste bil i december 2009, og så blev han dømt for hæleri for 19.000 kroner.
Vagn Kviesgaard er tidligere redaktør på Korsør Posten, og han er ifølge avisen langt fra tilfreds med udfaldet.
- Det er satme billigt sluppet. Alt for billigt, lyder det fra Vagn Kviesgaard.
Blev selv mistænkt
Han blev selv mistænkt for at stå bag bombeattrappen til at starte med, fordi nogle mente, at han ønskede at tiltrække opmærksomhed, men så dukkede der dna-spor op på den 35-årige nu dømte gerningsmand.
Han fortalte i retten, at han havde fremstillet 5 bombeattrapper for sjov, og det var angiveligt tilfældigt, at den ene havnede i eksredaktørens bil, da de 2 ingen realtion har til hinanden. Hvor de 4 andre bombelignende genstande er blevet af, ved han ifølge Sjællandske ikke.