34 kilo afsløret i to store speed-sager på Lolland

En kvinde og seks mænd sidder fængslet i sager om indsmugling af adskillige kilo amfetamin via Rødby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politi og toldere har inden for kort tid beslaglagt adskillige kilo amfetamin, som er indsmuglet ved færgen i Rødby.

Den ene sag drejer sig om 20 kilo, den anden drejer sig om 14 kilo, oplyser politiet.

24. april kom en hollandsk mand over grænsen og kørte i en personbil mod Maribo-området med de 14 kilo, oplyser vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Og en uges tid senere, 1. maj, dukkede en hollandsk kvinde op med en bil, som viste sig at rumme 20 kilo amfetamin.

I dette tilfælde var det Skats folk, der fattede mistanke til kvinden og altså fik en stor fangst.

Den kvindelige smugler blev fængslet, og forleden kom turen til en 55-årig dansk mand.

Han blev ifølge tv2.dk anholdt på gaden i København.

- Han sigtes for medvirken til indsmuglingen, siger Bent Ludvigsen til Ritzau.

Manden er flere gange tidligere dømt i narkosager og har i interview givet udtryk for, at det er svært at komme ud af det kriminelle miljø, skriver tv2.dk.

Begge nægter sig skyldige.

I sagen fra april har politiet anholdt og sigtet fire mænd fra Maribo- og Nakskov-området, og disse fire er ligeledes blevet varetægtsfængslet.

Hvordan politiet fattede mistanke til den hollandske smugler, ønsker Bent Ludvigsen ikke at oplyse om.

I alt er der således fængslet syv personer i de to sager.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik