Kvinde fortalte om utroskab forud for drab

Det er i grundlovsforhøret torsdag kommet frem, at den 30-årige kvinde netop havde fortalt om sit utroskab, inden hun blev stukket ihjel i Nakskov onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En dommer i Nykøbing Falster har varetægtsfængslet den 34-årige mand, der sigtes for at have dræbt en 30-årig kvinde i Nakskov onsdag med knivstik.

Ifølge ekstrabladet.dk var det i forbindelse med et skænderi om utroskab, at kvinden pludselig blev stukket ihjel. Det er kommet frem i forbindelse med grundlovsforhøret torsdag i Retten i Nykøbing Falster, skriver avisen.

Den 34-årige er varetægtsfængslet frem til 12. maj, men var ikke selv til stede under retsmødet, da han har det psykisk dårligt. Derfor er han fængslet in absentia.

Var gået fra hinanden

Kvinden og manden var angiveligt gået fra hinanden, men mødtes onsdag morgen. Her fortalte hun angiveligt, at hun havde været ham utro. Manden stod med en køkkenkniv i hånden og skulle skære en bolle - og derefter overfaldt han hende og stak hende flere gange, rapporterer ekstrabladet.dk fra retten.

- Vi har ikke fået bekræftet endnu, at der har været utroskab involveret, idet vi ikke har kunnet afhøre ham endnu, men det er de indledende oplysninger, vi arbejder ud fra lige nu, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Det var manden selv, der henvendte sig til den lokale politistation onsdag og fortalte, hvad der var sket.

Opholder sig på Oringe

Foreløbig opholder den 34-årige mand sig på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. Når han er i stand til det, skal han afhøres foran en dommer.

I første omgang har hans forklaring til politiet været noget usammenhængende, har politiet oplyst.

Offeret blev 30 år. Hun efterlader sig tre børn, som alle sammen gik på Stormarkskolen i Nakskov.

/ritzau/


Nyhedsoverblik