297 Blå Flag klar til sommervejret

Foto: TV ØST

Danmark har netop fået tildelt 247 Blå Flag Strande og 50 Blå Flag Havne. Vi er hermed det land, der har flest Blå Flag per indbygger.

Det Blå Flag bliver snart hejst over danske strande og havne som symbol på rent badevand, sikkerhed og gode strandoplevelser.

I begyndelsen af juni bliver der hejst 297 Blå Flag i Danmark – 247 flag på strande og 50 flag på havne. Det Blå Flag gives til både havne og strande, der gør en særlig indsats for miljø, sikkerhed og gode oplevelser ved vandet. Det skriver Friluftsrådet i en pressemeddelelse.

Friluftsrådet oplever, at kommunerne stadig er meget interesserede i at støtte aktiviteter i naturen.

- De kommuner og havne, der får det Blå Flag, gør en ekstra indsats for at sikre en miljø- og naturvenlig drift af strandene og havnene. Det er vigtig, fordi de på den måde yder en indsats for, at de kommende generationer også har gode miljø- og naturforhold. Formidlingen via informationstavler og naturformidlingsaktiviteter er også meget vigtig. Det er med til at gøre os alle bevidste om vigtigheden af at beskytte naturen, siger Bjarke Lembrecht Frandsen, Blå Flag konsulent i Friluftsrådet.

To nye Blå Flag Centre

Der er kommet to nye Blå Flag Centre til siden 2014. Det drejer sig om Blå Flag Center Blue Lounge ved Femmøller Strand i Syddjurs Kommune og Blå Flag Center ved Frederikskilde Strand i Sorø Kommune.

- Vi er yderst tilfredse med den opbakning, kommuner og havne viser Den Internationale Blå Flag miljømærkningsordning. Vi jubler over alle de friluftsoplevelser, som danskere og turister kan opleve i sommerperioden. Vi har for eksempel 15 Blå Flag Centre, der tilbyder naturaktiviteter ved vandet hele sommeren, og børnene elsker rørebassiner og at fange krabber, siger Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted.

Der er 49 Blå Flag-nationer verden over, og i år blev der tildelt mere end 4.000 Blå Flag til strande og havne.

FAKTA

  • Det får du på en Blå Flag Strand:
    • Rent badevand - der løbende kontrolleres i badevandssæsonen.
  • Det får du på en Blå Flag Strand og Havn:
    • Sikkerhed – der er altid redningsposter, førstehjælpsudstyr og nødtelefoner. På de store strande er der bemandede redningsstationer.
    • Miljøaktiviteter – som for eksempel et rørebassin i havnen, man kan også prøve at fange krabber eller lære om, hvad rent drikkevand betyder for dyrelivet.
    • Miljøvenlig drift med mulighed for affaldssortering og sikker håndtering af farligt affald på havnen.

Fejring ved Blå Flag-hejsning

De fleste kommuner vælger at fejre tildelingen af Blå Flag med et arrangement, der suppleres med flere aktiviteter. Det sker i begyndelsen af juni. Det er muligt at finde mere information om arrangementerne på blaaflag.dk.

Badesæsonen begynder 1. juni

Badesæsonen løber fra 1. juni til 15. september for de fleste kommuners vedkommende. I nogle kommuner afsluttes sæsonen den 1. september helt i overensstemmelse med Blå Flag kriterierne. I løbet af sæsonen vil Blå Flag kontrollører besøge alle havne og strande, der har fået tildelt flaget - dels for at møde de mange Blå Flag ansvarlige dels for at sikre at forholdene er i orden, når de mange gæster besøger destinationerne

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App