280 ansatte på Danish Crown i Ringsted fyres

Danish Crown i Ringsted fyrer 280 ansatte for at tilpasse kapaciteten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

280 ansatte ved Danish Crown slagteriet i Ringsted skal fyres. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Det er flere års faldende produktion af slagtesvin i Danmark, der får Danish Crown til igen at tilpasse slagte-kapaciteten på de danske svineslagterier.

Bestyrelsen for DC Pork har fredag indstillet til, at en væsentlig del af slagte-kapaciteten på slagteriet i Ringsted nedlægges hen over sommeren 2015.

Kapacitet skæres ned til 15.000 slagtesvin

Der er lagt op til, at slagteriets kapacitet skæres ned med cirka 15.000 slagtesvin om ugen, og tilpasningen kommer til at berøre cirka 280 medarbejdere.

- Vi har igennem længere tid kørt slagtesvin på tværs af landet for at fylde kapaciteten på slagteriet i Ringsted, og det er ikke nogen fornuftig løsning. På Sjælland produceres der i dag ikke et antal slagtesvin, som kan retfærdiggøre et slagteri af den størrelse, forklarer produktionsdirektør i Danish Crown Søren F. Eriksen.

Lukker halvt slagteri

Produktionen af danske slagtesvin falder fortsat, og det betyder, at der er for meget kapacitet på de danske slagterier i Danish Crown.

- Det giver kun mening at skære kapacitet ned, hvis vi gør det samlet, og faktisk er det første gang, vi lukker et halvt slagteri. Men Ringsted er sådan indrettet, at slagteriet i dag kører på flere slagtelinjer end andre slagterier. Derfor kan vi fysisk fjerne to slagtelinjer, så der samtidig spares på vedligehold og andre faste udgifter. I sidste ende handler det om at sikre, at ejerne får den bedst mulige afregning af deres grise, så vi bevarer slagtesvineproduktionen, siger Søren F. Eriksen.

Nedlægges i to trin

De to slagtelinjer nedlægges i to trin. Den første midt i juni og den anden midt i september i år. Skulle produktionen af slagtesvin igen stige på Sjælland, gør løsningen det muligt at øge kapaciteten på slagteriet – eventuelt ved indsættelse af aftenhold.

I overensstemmelse med aftalerne i forbindelse med nedlæggelse af arbejdspladser vil der blive oprettet en jobbank og udarbejdet socialplaner for den enkelte medarbejder i forbindelse med lukningen.

Afvist forslag var for vidtrækkende

I februar 2014 kom slagteriet med et nyt udspil til de ansatte. Det gik ud på, at medarbejderne skulle lægge op mod fem procent af deres løn over 10 år i et investeringsselskab, som svineavlerne kunne låne penge fra. På den måde kunne slagterierne sikre sig overlevelse.

Læs også: Tillidsmænd afviser slagteri-udspil

Danish Crowns tillidsrepræsentanter afviste dog slagteriets udspil, fordi fagbevægelsens jurister vurderede, at udspillet stred mod overenskomsten.


Nyhedsoverblik